Optikerscreeninger medfører økonomisk gevinst over alt i EU
SOE: Anerkendte forskere fra adskillige EU-lande mødtes til SOE 2023 for at udveksle erfaringer omkring telemedicin og optikerscreeninger. Tendensen er klar: Samfundet sparer penge ved at lade optikere foretage screeninger.
Op til 80 procent af henvisninger videre i sundhedssystemet bliver filtreret fra.
Sådan udlægger øjenlæge Danson Muttuvelu teksten fra symposiet, hvor han selv som forsker i telemedicin var moderator. Han udtaler:
”Det spiller ikke engang den store rolle, hvor meget uddannelse optikerne har med at betjene maskinerne, der tager billederne af borgernes øjne. Systemet er kosteffektivt uanset, og vi ser den samme tendens i andre EU-lande,” fortæller han efter mødet.
Danson Muttuvelu, der også driver den private øjenklinik mitØje, er førsteforfatter på et studie fra 2021, der har beskrevet verdens hidtil største telemedicinsk funderede samarbejde mellem optometri og oftalmologi. Studiet, der blev publiceret i BMJ Open Ophthalmology, demonstrerede en drastisk reduktion af henvisninger til øjenlæger, når der blev foretaget en screening hos optikerkæden Louis Nielsen.
2500 patienter er gået til Louis Nielsen først
Louis Nielsen-butikkerne blev tilknyttet et netværk består af i alt otte hospitalsøjenlæger, Danson Muttuvelu er tovholder for netværket. Siden opstarten i sommeren 2018 har netværket tilsammen screenet 2500 patientsager fra kædens optikere landet over, og netværket har ifølge de ansvarlige bag projektet resulteret i en langt mere præcis henvisning. Godt 20 procent blev henvist videre, også neurologiske sygdomme er blevet opdaget. En Louis Nielsen-synstest koster isoleret set 245 kroner, men for langt de fleste vil det være gratis som del af en synsprøve i forbindelse med køb af nye briller. Danson Muttuvelu hæfter sig også ved, at Louis Nielsen er en discountkæde, der således når ud til de fleste socialklasser.
Han har nu en artikel til review, der skal vise, at systemet er kosteffektivt. Han forventer den publiceret til efteråret i tidsskriftet EYE, der er drevet af Royal College of Ophthalmologists.
”Da der er gode øjenlægesystemer mange steder i EU, er der rigtig mange steder, hvor implementering af lignende løsninger giver god mening,” siger Danson Muttuvelu.