45.000 kroner per borger: Samfundsøkonomisk studie viser store udgifter forbundet med synstab
Synstab koster samfundet dyrt, men øjenlægehjælp udgør kun to procent af omkostningerne. Finsk kortlægning af udgifterne på synsområdet understreger behovet for tidlige indsatser mod nedsat syn, mener både finsk øjenlæge og dansk sundhedsøkonom.
Joonas Taipale er øjenlæge og forsker ved Tampere University i Finland, og han har præsenteret sine resultater fra sit registerstudie på den nordiske øjenkongres NOK 2024, som fandt sted i august.
De direkte årlige ekstraomkostninger per person med nedsat syn var 1700 euro højere end for de finner, der ikke havde oplevet forværring (gruppen kendetegnet ved ikke-forværring inkluderer også dem med forbedret syn). De årlige indirekte ekstraomkostninger var derimod 4300 euro højere, så de samlede ekstraomkostninger var 6000 euro højere per person årligt, hvilket svarer til omkring 45.000 danske kroner.
Resultaterne viser en væsentlig stigning af udgifter til borgere med forringet syn, der kan være relateret til øjenlidelser som AMD, grå - og grøn stær, hornhindeskade eller -betændelse. Forringet syn medfører øget besvær i hverdagen, og det indebærer risiko for fald, skader, traumer og indlæggelser, der også kan blive forlænget grundet dårligt syn, siger Joonas Taipale.
”Synstab koster samfundet mange penge, og resultater som mine bør være incitament til at forebygge synstab allerede fra et tidligt stadie. Ud over omfattende pleje og tilsyn er der også grund til at tro, at præventive indsatser vil være en god investering i fremtiden, som man skal holde sig for øje, når man allokerer ressourcer i sundhedsvæsnet.”
Joonas Taipale påpeger desuden, at omkring to tredjedele af udgifterne forbundet med synstab i hans studie var realterede til tidlig tilbagetrækning eller arbejdsløshed.
En stor udgift for samfundet
Synstab vil ifølge Joonas Taipales beregninger samlet set koste samfundet 1,5 milliarder euro årligt (ifølge 2011-befolkningsdemografi for Finland), da lidt over 248.000 indbyggere er estimeret til at have en forværring af synet. Dette tal svarer til over 11 milliarder omregnet til danske kroner.
Studiepopulationen i det finske studie er hentet fra to sundheds-surveys foretaget i 2000 og 2011. Heri fik 3876 deltagere målt deres VA ved begge intervaller. En forandring på mere end to rækker på en logMAR-tavle blev betragtet som klinisk meningsfuldt. 298 fik konstateret forringet syn, mens 111 deltagere fik konstateret forbedret syn.
Dem med forbedret syn koster samfundet mere, end dem, der har stabilt syn, viser det finske studie studie også.
”Dem med forbedret syn under opfølgningsperioden har sandsynligvis søgt behandling for deres nedsatte syn, eksempelvis fået bedre korrektion med nye briller, gennemgået grå stæroperation eller modtaget anden behandling for deres syn. At søge hjælp til nedsat syn i opfølgningsperioden indikerer også, at disse personer sandsynligvis er mere opmærksomme på deres helbred end andre, hvilket yderligere antyder, at de højst sandsynligt også ville søge hjælp til andre helbredsproblemer,” siger Joonas Taipale.
Interessant set med danske øjne
Professor Lars Ehlers, som er leder og sundhedsøkonom hos Nordic Institute of Health Economics i Aarhus, finder studiet interessant – også set med danske øjne.
”For det første bekræfter det, at der er store samfundsmæssige omkostninger forbundet med synsnedsættelse. For personer i den arbejdsdygtige alder er det særligt tabt produktion for samfundet, altså at synsnedsættelse kan medføre større arbejdsløshed, flere der trækker sig arbejdsmarkedet, går på nedsat tid og får pensionsydelser,” siger han.
Men studiet fortæller mere end det, mener Lars Ehlers, der er tidligere professor på Klinisk Institut ved Aalborg Universitetshospital.
”Studiet viser også, at man tilsyneladende ikke kan reducere samfundsomkostningerne igen på kort sigt, selvom man forbedrer personernes syn igen. Dette er selvfølgelig lidt beklageligt. Personerne i undersøgelsen, som får forbedret syn i perioden, er stadig udenfor arbejdsmarkedet, selvom de nu ser bedre. Dette illustrerer, som jeg læser det, vigtigheden af tidlige indsatser.”
”Hvis først folk har trukket sig fra arbejdsmarkedet og fået pension, så hjælper det ikke på samfundsøkonomien at give disse personer bedre syn. Det er selvfølgelig vigtigt – af menneskelige hensyn – at forbedre patienternes syn. Men ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er det også vigtigt, at indsatsen sker så tidligt som muligt, så der er en chance for at patienterne kan bibeholde deres arbejde.”
Få udgifter til øjenlæger
Udgifterne hos gruppen med synstab er ”overraskende høje” blandt de fleste involverede i registerstudiet, mener Joonas Taipale. Til gengæld er det kun omkring to procent af de ekstra udgifter, som kan relateres til øjenlægeindsats, mens størstedelen af udgifterne er poster som sygepleje, hjemmehjælp og førtidspension.
Afdelingslæge Yousif Subhi, der blandt andet er tidligere formand for Foreningen af Yngre Oftalmologer (FAYO), deltog ved NOK 2024, og han finder ligeledes sin finske kollegas resultater interessante.
”Lægeudgifter er jo peanuts i forhold til, hvad alt det andet koster. Vi har ikke øjenlægemangel i Danmark, tværtimod. Så man bør måske investere og ansætte flere øjenlæger, således at man kan fange sygdomme, behandle, og afbøde konsekvenser af sygdom – for det er dyrere at lade være,” siger han.
Også i Finland raser debatten om sundhedsvæsnets indretning, siger Joonas Taipale.
”De offentlige sundhedsudgifter er i øjeblikket genstand for intensiv kritisk debat i Finland, og politikerne er under stort pres for at sænke disse udgifter. Men hvis vores samfund skal opnå en mere bæredygtig offentlig økonomi, er beslutningstagere nødt til at overveje de efterfølgende omkostninger, hvis vi ikke kan behandle patienter med dalende syn. Formålet med offentlig sundhedspleje er ikke at skabe profit, men at fremme trivsel og sundhed. Jeg tror, at det gavner et land at opretholde borgernes gode syn. Også set fra et samfundsøkonomisk perspektiv.”
Rejser spørgsmål om prioritering af ressourcer
Studiets resultater er for Lars Ehlers også tankevækkende, hvis man sammenligner med den måde, sundhedsvæsenet i Danmark prioriterer ressourcer i dag.
”Her tager vi ikke højde for arbejdsmarkedsforhold og tabt produktion for samfundet, når vi prioriterer sundhedsvæsenets aktiviteter og ny medicin. Dette har man bevidst undgået i retningslinjer for sundhedsøkonomiske evalueringer, fordi man frygter en skæv prioritering til fordel for mennesker i arbejde, hvis man systematisk medregnede dette i de økonomiske prioriteringsgrundlag.”
”Sundhedsvæsenet skal være lige for alle, og personer i arbejde er ikke vigtigere at behandle end personer uden for arbejdsmarkedet. Men problemstillingen er sat på spidsen her på øjenområdet, fordi tabt produktion for samfundet er det altoverskyggende økonomiske problem for denne gruppe af mennesker, og fordi det tyder på, at det som allerede nævnt er vigtigt at prioritere tidlige indsatser for at undgå samfundsøkonomiske omkostninger til førtidspensioner, arbejdsløshed og så videre.”
Syn kan måles objektivt
At sygdom koster samfundet penge er ikke noget nyt. Man ser jævnligt omtalt i medierne, hvordan alt fra overgangsalder til hovedpine og lændesmerter lænser statskassen for millioner af kroner.
Oftalmologisk Tidsskrift: Nogle vil tænke, at man lige så godt kunne lave en lignende undersøgelse om maveonde eller rygsmerter. Hvordan adskiller faldende synsevne sig fra andre lidelser som disse?
”Vores analyser er justeret for forskellige komorbiditeter, hvilket hjælper os med at skelne mellem effekten af faldende synsevne og andre helbredsproblemer, samt virkningerne af køn og alder. En pointe kan være, at dalende synsevne kan måles objektivt, mens en objektiv vurdering af eksempelvis rygsmerter kan være vanskelig, da den enkeltes smerteopfattelse kan variere meget. Udover det anerkender jeg naturligvis også betydningen af den subjektive patientoplevelse, da dette er den faktor, der påvirker det daglige liv og driver behovet for at søge lægehjælp,” siger Joonas Taipale.
Det kræver flere hænder at fremme den tidlige indsats, og det kræver i særdeleshed øjenlæger, vurderer både Joonas Taipale og Lars Ehlers.
Danmark har 79 oftalmologer per million indbyggere, mens Finland har 104, fremgår det af tal fra International Council of Opthalmology. 21 øjenlæger bliver uddannet årligt i Danmark, men FAYO har ikke præcis viden om, hvor mange af dem, der arbejder på hospital eller i speciallægepraksis, og ej heller hvor mange, der finder jobs i medicinalindustrien, vikarierer løst eller rejser ud af landet.
De seneste år er der også i Danmark kommet større konkurrence om landets 150 etablerede speciallæger i øjensygdomme, da der er kommet flere muligheder for at få arbejde i det private, fremgår det af en dansk task-force-rapport på øjenområdet. Dette aspekt er p.t. ikke indtænkt i dimensioneringsplanen for øjenområdet, fremgår det også af task-force-rapporten.
I øjeblikket arbejder cirka halvdelen af øjenlægerne i Finland udelukkende i den private sektor, og omkring 85 procent arbejder delvist i den private sektor. Derfor skal politikere også overveje lønnen til øjenlæger som en vigtig faktor, hvis man vil fastholde specialister som øjenlægerne i det offentlige sundhedsvæsen, vurderer Joonas Taipale. Offentlige øjenklinikker kræver henvisning fra egen læge i Finland, og brug af en offentlig øjenlæge medfører ofte måneders forsinkelse i eventuel behandling, hvorimod man i det private ofte kan blive set samme dag.
Også I Danmark er adgangen til øjenlæger præget af forsinkelser. Øjenforeningen udgav i november en rapport om hele speciallægeområdet. Her fremgår det, at praktiserende øjenlæger har en median ventetid på 30 uger.
Professor, overlæge Toke Bek fra Aarhus Universitetshospital har i et studie fra 2023 opgjort, at omkring 31.0000 danskere lever med et synshandicap, hvilket i dette studie er opgjort til en synsstyrke på 0,3 eller derunder.
Joonas Taipales resultater afventer publicering i et tidsskrift i 2025.