FAPS: Ophævet knækgrænse i Region Syddanmark kan komme alle landets øjenlæger til gode
Region Syddanmark har i resten af 2024 fjernet det økonomiske loft for praktiserende speciallæger, herunder øjenlæger. Forslaget vækket begejstring hos formand for FAPS (Foreningen af Praktiserende Speciallæger), der mener, at det også vil kunne mærkes på den anden side af regionsgrænserne. Øjenlæger er mere skeptiske.
Region Syddanmark har godkendt en aftale om, at knækgrænsen for praktiserende speciallæger ophæves i 2024. Det skal ske med udgangspunkt i den praktiserende speciallæges omsætning for 2023, hvor alt, der ligger over denne omsætning, tilskrives merarbejde og friholdes for den økonomiske ramme. Regionerne har i aftalen med Regeringen om regionernes økonomi for 2025 tilført samlet 600 millioner kroner i indeværende år, hvilket betyder, at der er økonomisk dækning for en ekstraordinær engangsindsats.
Praktiserende øjenlæge Mikkel Hovendal, der er regional FAPS-formand, har i midten af september underskrevet aftalen. Han henviser til den centrale formand i København for en udtalelse.
Ørelæge Ann-Louise Reventlow-Mourier er FAPS-formand og udtaler sig i begejstrede vendinger om nybruddet:
”Helt overordnet bliver aftalen en stor fordel ikke kun for øjenlæger i Region Syddanmark, men også i resten af landet. Når de får muligheden for at skrue op i Region Syddanmark, vil det betyde, at øjenlægerne som faggruppe trækker mindre på den fælles ramme, som vi arbejder med i FAPS. Så når det regner på præsten, kommer det også til at dryppe lidt på degnen,” siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Øjenlæger havde i 2023 den største tilbagebetaling for alle specialer hos FAPS, oplyser hun.
”Derfor er aftalen superpositiv, fordi den giver muligheden for at afprøve, om der er yderligere kapacitet, der kan tages i anvendelse – for ikke mindst øjenlæger løber rigtigt hurtigt i forvejen,” siger hun.
Kan nedbringe ventetider
Ann-Louise Reventlow-Mourier mener, at aftalen kan bruges til at afprøve, om praktiserende speciallæger kan nedbringe ventetider. For er det tilfældet, vil FAPS få dokumentation for, at rammestyring er en begrænsende faktor, og at det i en tid med lægemangel er godt at løfte rammen, siger hun.
”Det er hårdt for vores sekretærer og andre medarbejdere, når de skal forklare ventetiden til borgerne, som jo har et behov. Men det er vilkårene i den nuværende aftale.”
Hun erkender, at hun selv ville have svært ved at lægge flere timer på grund af den tid, hun som FAPS-formand bruger på fagpolitisk arbejde.
”Men vi anbefaler fra centralt hold til at give den gas i Region Syddanmark, hvis nogen har ledig kapacitet. Og jeg er allerede bekendt med klinikker i Region Syddanmark, som agter at nedbringe ventetid på forskellige former for behandlinger som følge af aftalen.”
Blandet reaktion fra øjenlæger i regionen
Hos lokale øjenlæger er der dog en vis tilbageholdenhed over for tiltaget.
Øjenlæge Jesper Mehlsen fra Esbjerg forventer ikke, at aftalen kommer ham til gavn, idet han allerede har udnyttet sin kapacitet maksimalt.
”En yderligere forøgelse kræver ansættelse af mere personale, hvilket ikke vil ske for en aftale, der ophører 31. december,” skriver han i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift.
Christoffer Rud-Sørensen er praktiserende øjenlæge i Kolding. Hans vurdering er, at hvis knækgrænsen og økonomirammen øges for resten af 2024, så kan det blive lidt som at tisse i bukserne, hvis ikke økonomien følger med ind i de kommende år.
”Det luner i starten, at ventetiden reduceres, men tiltaget vil også medføre en øget aktivitet i speciallægesektoren i årene, der kommer, idet mange nye øjenpatienter vil skulle følges livslangt med jævne intervaller. Det harmonerer ikke med, at tilbagebetalingsloftet for overskridelse af den samlede økonomiramme for nyligt er blevet fjernet helt,” siger han.
Hidtil har der, forklarer øjenlægen, været et tilbagebetalingsloft på 2,5 procent, men på det seneste FAPS-medlemsmøde i Vejle i august måned, kom det frem, at dette loft nu vil blive fjernet helt. Det forventes af den grund, at praktiserende speciallæger fra oktober og frem mod udgangen af 2025 skal betale omtrent 6 procent tilbage i reducerede honorarer frem for de 2,5 procent, som har været det hidtidige loft.
”Denne tilbagebetalingsordning betyder, at hver eneste speciallægeklinik arbejder seks procent gratis for regionen, og det fordrer jo ikke just til, at man som klinikejer får lyst til at øge den enkelte kliniks produktion eller omsætning. I så fald skal vi måske bare til at betale ni procent tilbage i stedet for seks procent efter 2025?” siger Christoffer Rud-Sørensen.
Han fortsætter:
”En del af løsningen kunne være, at regionerne gik med til at ansætte flere praktiserende speciallæger, da økonomirammen blandt andet er styret af, hvor mange vi er. Det vil både kunne nedbringe ventetiden, men også være med til at reducere tilbagebetalingsprocenten på sigt".