Aarhusianske forskere får tocifret millionbeløb til at udvikle genterapeutisk behandling af AMD
To professorer inden for henholdsvis biomedicin og oftalmologi arbejder aktuelt sammen om at udvikle genterapi til behandling af sygdomme i øjets nethinde, herunder våd AMD. Forskningen er blevet tildelt en bevilling på 10 millioner kroner.
Det er Thomas Corydon fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, der udfører forskningen i samarbejde med Toke Bek, der er klinisk lærestolsprofessor ved Aarhus Universitet og Øjenafdelingen ved Aarhus Universitetshospital.
Sammen forsker makkerparret i genterapier til behandling af øjensygdomme. Målet med forskningen er at tilføre patienter med våd AMD et gen, som får nethindens celler til at helbrede sig selv. Og nu støtter Novo Nordisk Fonden projektet med en såkaldt TANDEM-bevilling på 10 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Universitet.
Med den nuværende behandling kræver sygdommens kroniske karakter gentagne injektioner. Det er en byrde for såvel patienter som sundhedsvæsnet, ligesom der er en akkumuleret risiko for komplikationer, skriver Aarhus Universitet.
”Vi vil forbedre behandlingen for patienter med øjensygdommen AMD betydeligt. Den nuværende terapi har nemlig ikke altid den ønskede effekt og kræver ofte gentagne behandlinger. Vores idé er derfor at udvikle en kombinationsbehandling, der kan ramme én eller flere af de sygdomsmekanismer, der fører til udvikling af AMD. Vi vil forfølge langvarige helbredelser i stedet for kortvarig sygdomslindring, og vores forskningsprojekt markerer et paradigmeskift inden for udvikling af lægemidler til behandling af AMD,” udtaler Thomas Corydon i pressemeddelelsen.
TANDEM-bevillingen styrker det translationelle forskningssamarbejde mellem grundforskeren Thomas Corydon og den kliniske forsker Toke Bek. Bevillingen skal blandt andet finansiere lønmidler, ph.d.-stipendier og udgifter relateret til projektets omfattende laboratorieforsøg.