Øjenlægeformand: Flyt behandlingen af våd AMD fra hospitalerne til de praktiserende

Praktiserende øjenlæger har udstyret og ekspertisen til at behandle patienter med våd AMD. Derfor kan man nedbringe ventelisterne ved at flytte behandlingen fra hospitalerne til primær sektor. Sådan lyder budskabet fra Peter Jeppesen, der er formand for Danske Øjenlægers Organisation og praktiserende øjenlæge på Vendsyssel Øjenklinik.

”Vi er omkring 155 praktiserende øjenlæger rundt i landet, der kan give injektionerne frem for at funktionen blot er centraliseret hos de store hospitaler. Vi har alle som en del af vores uddannelse arbejdet på en hospitalsafdeling, der udfører denne type behandling, så vi er fuldt ud i stand til at løse opgaven,” siger den praktiserende øjenlæge, der selv har været på Afdeling for Øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital, før han etablerede egen praksis i Nordjylland. 

Antallet af patienter, der er i kontakt med hospitalerne på grund af våd AMD, er vokset markant fra 2.684 i 2011 til 16.216 i 2021. Og hvis udviklingen fortsætter, vil der være 20.570 patienter om året i 2030 med våd AMD, har Danske Regioner opgjort. 

Den generelt stigende aktivitet på øjenområdet har også resulteret i stigende ventetid, som kan være fatal for patientens syn. Data fra de praktiserende øjenlæger viser, at den gennemsnitlige ventetid er steget fra 19 uger i januar 2017 til 25 uger i oktober 2021. Patienten kan i værste tilfælde miste synet eller opleve synstab, hvis ikke sygdommen behandles inden for 14 dage efter de første symptomer, fremgår det af en taskforce på området fra marts, 2023.

Patienten skal få mistanken

”Der er først en patient delay. Patienten skal få mistanke om at noget er galt. Derefter kommer der en doctor delay, når patienten skal have en tid hos den privatpraktiserende øjenlæge. Derefter kommer der en hospital delay, når jeg henviser den pågældende patient videre til det universitetshospital, der i dag løser opgaven,” siger Peter Jeppesen.  

Han mener, man kunne spare led i denne kæde af forsinkelser ved at lade de praktiserende øjenlæger give injektionerne, der foregår med lokalbedøvelse direkte ind i øjet.  Han siger, at en tilføjelse af denne væsentlige opgave naturligvis ville kræve en udvidelse af den økonomiske ramme, som praktiserende øjenlæger i dag er underlagt, så der i de enkelte praksisser er mulighed for at tilknytte mere personale. Overenskomsten om speciallægehjælp er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Speciallæger (FAS). 

Peter Jeppesen har en konkret forestilling om, hvordan opgaveflytningen kan se ud: 

”Vi laver den indledende undersøgelse inklusiv OCT-scanning, og ved klare tegn på våd AMD, indleder vi behandling med den første injektion. Vi udveksler scanningsbillederne og relevante parametre med øjenafdelingen, der fortsat kan bruge billederne i deres arbejde med forskning, kvalitetsudvikling og databaser.  Der er selvfølgelig tilfælde, hvor vi kan være i tvivl, om behandling skal indledes, men disse kan afklares ved konference med øjenafdelingen.

Et af argumenterne for, at behandlingen burde foregå på øjenafdelingerne var, at der var tale om ny dyr medicin, som man ønskede at følge tæt. Men nu har denne type medicin været anvendt i Danmark i mere end 15 år og kan ikke siges at være ny mere,” siger Peter Jeppesen. 

Hospitalsøjenlæger: Specialiseret ekspertise

Torben Lykke Sørensen er overlæge ved Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet. Han har fuld forståelse for tankegangen omkring decentralisering, som Peter Jeppesen slår et slag for. Han nævner dog en række punkter, der for ham gør, at ideen skal gennemtænkes.

”Vi har dygtige praktiserende øjenlæger i Danmark, men det er fortsat langt fra alle patienter, som bliver henvist til os med våd AMD, der har behandlingskrævende våd AMD. Så det er nødvendigt med specialistviden, på linje med at kunne operere eksempelvis grå stær, at stille indikationen for behandling af våd AMD. Derfor vil det kræve et meget tæt samarbejde mellem subspecialisterne på hospitalerne og de privatpraktiserende øjenlæger. Så hvis hele opgaven, diagnose, behandling og opfølgning, skal flyttes, vil det kræve løbende efteruddannelse og øget diagnostisk sikkerhed, så det her skal tænkes meget godt igennem,” siger Torben Lykke Sørensen. 

Fare for tab af patientrettigheder

Klinisk professor Morten de la Cour fra Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme understreger også, at mange praktiserende speciallæger gør et godt og vigtigt stykke arbejde. Men han er heller ikke begejstret for ideen om en sektor-flyttedag omkring våd AMD: 

”Jeg er enig med Peter Jeppesen i, at de fleste øjenlæger, som er uddannet efter cirka 2010, har erfaring i at injicere anti-VEGF-lægemidler. Den diagnostiske afklaring kræver dog en erfaring i medicinske nethindesygdomme, som jeg mener, at kun de færreste praktiserende øjenlæger har. Hos os styres denne funktion af en gruppe subspecialiserede overlæger med betydelig erfaring fra et højt volumen af patienter. Vores erfaring er, at vi kun derved kan sikre, at de rigtige patienter bliver behandlet, og at der ikke forekommer overbehandling,” siger Morten de La Cour.

Behandlingen af våd AMD er under stadig udvikling, nye lægemidler og administrationsformer kommer jævnligt til, fortsætter professoren. 

”Optimal behandling af våd AMD kræver, at erfaringerne samles, og derfor er det fagligt forkert at sprede behandlingen ud på et stort antal praktiserende øjenlæger, som hver især kun får begrænset erfaring med behandlingen. Hvis behandlingen på et tidspunkt skal lægges ud til den private sektor fra de offentlige hospitalsafdelinger, bør det ske til et begrænset antal privathospitaler i et tæt samarbejde med universitetsafdelingerne. Kun derved kan vi sikre fagligheden og den nødvendige erfaringsopsamling via de eksisterende databaser.

Den taskforce, som Morten de la Cour har siddet med i, har for nylig udpeget manglende adgang til øjenlægehjælp i primær sektor som et af de største problemer for dagens øjenpatienter. Men det er for Morten de la Cour at se uklart, hvordan formanden for Danske Øjenlægers Organisation forestiller sig, at anti-VEGF behandling skal håndteres i privat øjenlægepraksis. 

Han fortsætter:

”Patientrettighederne gælder ikke i øjenlægepraksis, og derfor bliver det svært at sikre, at den tidskritiske behandling gives rettidigt. Det bliver desuden vanskeligt at sikre adgangen til diagnostik og behandling for de almindelige sygesikringspatienter, når en stor ny opgave skal indpasses i en travl øjenlægepraksis. Udlægning af anti-VEGF-behandlingen til øjenlægepraksis vil fortynde den viden og erfaring, der er oparbejdet omkring at stille indikationen. Det vil forringe patienternes rettigheder og bliver et dræn af penge uden gevinst for patienterne” siger Morten de la Cour.

Ideen kunne afprøves i et pilotprojekt

Peter Jeppesen er blevet forelagt betænkningerne fra sine hospitalskolleger og skriver følgende svar i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift: 

”Jeg er enig med Torben Lykke Sørensen i, at det vil kræve et tæt samarbejde og løbende sparring med øjenafdelingerne. Et pilotprojekt med deltagelse af udvalgte praktiserende øjenlæger kunne være en mulighed for at se på hvilke fordele, der vil være for patienterne.  

Morten de la Cours kommentar om diagnostisk afklaring er rigtig, da der kan være tilfælde, hvor indikationen er usikker eller diagnosen er svær at stille, men langt de fleste tilfælde med exudativ AMD er ikke komplicerede at diagnosticere. Igen vil udlægning kræve et tæt samarbejde mellem praktiserende øjenlæger og øjenafdelingerne, men jeg ser så mange fordele for patienterne i sparet tid og behandling i deres lokalområde. Morten de la Cour har ret i, at der ikke findes en behandlingsgaranti for exudativ AMD hos praktiserende øjenlæger, da denne behandling jo ikke tidligere har været foretaget i praksis, men det kunne jo aftales i et projekt, hvordan dette kan sikres. Det er rigtigt, at lægemidlet koster det samme, om det bruges på sygehuset eller i en øjenlægepraksis, og der er personaleomkostninger begge steder, men igen synes jeg, at man skal se på fordelene for patienterne,” skriver Peter Jeppesen.