Dobbelte grå stæroperationer vinder indpas over alt
Region Midtjylland har netop introduceret dobbeltoperation for grå stær, og det betyder, at denne type operation nu anvendes i alle dele af landet – bortset fra i Region Nordjylland. Ekspert og pioner på området, Lars Holm, vurderer dog, at loftet for dobbeltoperationer vil forblive på omkring 60 procent.
Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg udfører fremover dobbelt grå stæroperationer som det første center i Region Midtjylland. Med den nye procedure, hvor begge øjne opereres samme dag, er forløbet for patienten forkortet med 14 dage, og det samme gælder opfølgning ved hjemmepleje til øjendrypning, skriver regionen i en pressemeddelelse. Patienten slipper også for et ekstra besøg på sygehuset eller hos egen øjenlæge, da begge øjne kan kontrolleres samtidigt efter operationen.
Det er kortere forløb for patienterne, bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets kapacitet og mindre behov for hjemmepleje til tre daglige øjendrypninger efter indgrebet, opsummerer regionen i pressemeddelelsen.
Cheflæge Rune Salling Holmbjørn fra Øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital glæder sig over opgraderingen:
” Vi har holdt øje med data på området, både nationalt og internationalt. Og nu følte vi, at der var evidens på området til rådighed til at indføre tilbuddet på en god og sikker måde. Den primære frygt har tidligere været, at patienten kunne miste synet på begge øjne ved en dobbeltoperation, hvor man ikke afventer udfaldet af den første. Men risikoen for, at det sker, er meget lille,” siger han.
”Og hvis patienter er i forøget risiko for komplikationer, så fortsætter vi med at operere et øje ad gangen. Og det vil stadig gælde, at hvis der opstår noget uventet i operationen af det første øje, så indstiller man og udsætter operation nummer to.”
Forskellige tempi rundt i landet
Indfasningen af dobbeltoperationer for grå stær sker i forskellige tempi rundt om i landet.
Region Hovedstaden indførte operationen i 2018. Dobbeltoperation for ukompliceret grå stær i lokalbedøvelse har været i brug i Region Syddanmark (Odense Universitetshospital og på Vejle Sygehus) siden 2023. Desuden har operationen forinden været i brug til patienter, der skulle i fuld bedøvelse. Hos Region Sjælland oplyser man kortfattet, at dobbeltoperationer har været i brug i fire-fem år, mens Region Nordjylland oplyser, at de ikke tilbyder dobbeltoperationer.
Oftalmologisk Tidsskrift: Er det ikke en smule sent, at en så central region som Region Midtjylland har indfaset muligheden for at foretage dobbeltoperationer?
”Dobbeltoperationer har været udført gennem mange år, når vi opererer i generel anæstesi. Her har risikoen ved bedøvelsen vejet tungere end risikoen for bilateral komplikation. Patientklientellet er forskelligt mellem Aarhus Universitetshospital og så Silkeborg-afsnittet: Bilaterale operationer egner sig bedst til Silkeborg-afsnittet, da andelen af, hvad man kan kalde standardoperationer, er større dér. Det er en relativt ny konstruktion, og vi har ikke været klar før nu til den kulturforandring og organisationsforandring, det kræver at ændre rutiner gennem mange år,” siger Rune Salling Holmbjørn.
Også i Grønland
Ledende overlæge, ph.d. Lars Holm opererer for grå stær på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme i Region Hovedstaden og er formand for Dansk Selskab for Grå Stær Kirurgi. Han har også været tilmeldt et internationalt forum for dobbeltkirurgi, som er kendt for at have udarbejdet vejledninger for dobbeltoperation for grå stær.
Oftalmologisk Tidsskrift kontakter kirurgen, mens han er på vej hjem fra Grønland. Her fik han i 2019 implementeret, at man også dér opererer begge øjne samme dag.
”I Grønland har det haft stor betydning, at patienterne kan blive færdigopereret, når kirurgen er på den årlige tur til byen, og patienten derfor ikke skal vente med andet øje et helt år til, at kirurgen igen kommer til byen. På aktuelle kirurgitur havde vi blandt andet en patient, som boede i i Qaanaaq (tidligere kendt som Thule, red.) og som først havde kørt seks timer med hundeslæde for at tage fly videre til Iluliassat, hvor jeg opererede,” siger Lars Holm.
Han mener lige som sin aarhusianske kollega, at det er sikkert at foretage dobbeltoperationer, såfremt de internationale retningslinjer overholdes. Ved maksimal hygiejne og udskiftninger af alt udstyr mellem hver enkelt af de to operationer samt fravælgelse af ikke-egnede kandidater, nedbringer man risikoen for en infektion i øjnene til et minimum.
Dobbeltsidig infektion
Indtil videre har der været publiceret 14 tilfælde af dobbeltsidig infektion blandt millioner af foretagne dobbeltoperationer, siger Lars Holm.
”I alle disse tilfælde har man kunnet gå tilbage og finde, at retningslinjerne ikke har været overholdt – eller man har haft stærk mistanke om, at retningslinjerne har været brudt. Vi fravælger blandt andet patienter til dobbeltoperation, hvor risikoprofilen efter operationen er for høj. Dette inkluderer risiko for hævelse af hornhinden, ukontrollabelt højt tryk, tidligere historie med regnbuehinde-betændelse, eller hvis patientens immunforsvar er lavt.”
Det er vurderingen i Region Hovedstaden, at man efterhånden tilbyder 60 procent af grå stær-patienterne dobbeltoperation. Der foregår dog også en stor uddannelsesaktivitet af yngre kirurger på afdelingen og disse kirurger foretager kun enkeltoperationer.
”Jeg tror ikke, vi kommer højere op end de 60 procent, det er lige som loftet for udviklingen på vores afdeling,” siger Lars Holm.
En kulturændring
Lars Holm oplever, at en kulturændring omkring dobbeltoperation versus enkeltoperation for grå stær har fundet sted.
”Før i tiden skulle vi overbevise folk om, at det var en god ide at få det gjort. Nu har vi derimod så meget oplæringsaktivitet, at vi ikke kan give alle borgere med grå stær en dobbeltoperation, som ønsker sig en sådan,” siger han.
Lars Holm vurderer, at DRG-taksterne kan have været en hindrende faktor for at indføre dobbeltoperationer for grå stær rundt i landet.
”Hver operation man udfører, udløser et bestemt antal kroner. Tidligere gav det ikke flere penge at operere begge øjne samme dag sammenlignet med kun ét øje. Man fik derfor ikke penge til at dække de udgifter, der var forbundet med andet øjes operation i form af arbejdsløn, engangsudstyr og selve linsen, der skal puttes i øjet,” siger han.
”Dette er imidlertid nu ændret efter, at Dansk Oftalmologisk Selskabs takstudvalg har arbejdet sammen med Sundhedsdatastyrelsen omkring en fair honorering. Afdelingerne får i dag derfor næsten samme totalbeløb, hvad enten de foretager operationerne samme dag eller på to adskilte dage. Det er glædeligt, at økonomien ikke længere hindrer udbredelsen af dobbeltoperationer.”
Glade patienter
I Region Midtjylland har det ifølge Rune Salling Holmbjørn i nogle år været muligt at registrere begge øjne, således har det honoreringsmæssige grundlag været til stede for den aktuelle opgradering i noget tid. Han vurderer, at patienthensynet har været den primære årsag til, at operationen først udbydes nu:
”Økonomien har ikke været en parameter for os. Vi gør det, fordi patienter har efterspurgt det, og fordi vi har talt risikoen igennem. Og vi er nået frem til, at vi ikke behøver at være så forsigtige, som vi har været hidtil. Der er også det særlige ved afsnittet i Silkeborg, at folk kommer dertil fra et meget stort område. Derfor bliver det en ekstra faktor at tilgodese den lange transporttid, som mange af patienterne ofte har,” siger Rune Salling Holmbjørn,
Også i Region Syddanmark oplyser man om stor patienttilfredshed forbundet med dobbeltoperationerne.
”Selve operationen tager selvfølgelig længere tid, når begge øjnene skal opereres. Der spares faktisk kun den tid, det tager at få patienten ind på stuen og ud igen, så det er ikke fordi, man kan nå så mange ekstra operationer per dag,” skriver AC-fuldmægtig Eva Gad Søndergaard fra Sundhedsplanlægning i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift.
Hun fortsætter:
”Det er hos patienterne, den største effekt er. Tilbagemeldingerne er, at patienterne er meget glade for disse kortere forløb. De sparer de ekstra besøg, undgår perioden mellem operationerne, hvor samsyn er problematisk, og kan hurtigere komme sig over forløbet.”
Oftalmologisk Tidsskrift har spurgt Region Nordjyllands cheflæge inden for øjenområdet, hvorfor man ikke tilbyder dobbeltoperation for grå stær her. Hun er dog ikke vendt tilbage med et svar inden for denne artikels deadline.