Øjenlæge: Optikeres brug af laser mod tørre øjne fragmenterer sundhedsvæsenet
Flere optikere giver patienter med tørre øjne laserbehandlingen intenst pulserende lys (IPL/IPRL). Men ikke alle optikere er i stand til at stille den korrekte diagnose og udpege den relevante behandling for tilstanden, advarer øjenlæge.
IRPL er en særlig type laserlys udviklet specielt til tørre øjne. IPL-apparatur bruges også til hårfjerning og til hudforyngelse og rosacea. Blandt andet på hjemmesiderne hos Poul Stig Briller og Profil Optik er der muligheder for disse typer blød laserbehandling, hvis man døjer med tørre øjne. Hos Profil Optik har behandlingstilbuddet for IRPL eksisteret i omkring et par år, men Optikerforeningen er ikke bekendt med, hvornår man som branche præcis har indfaset behandlingstilbuddet.
For praktiserende øjenlæge Claus Schiøtt Shah-Jørgensen er det opmuntrende, at IPL og IRPL for tørre øjne når bredere ud. Apparaturet, der bliver solgt i dag, er mere målrettet til øjenbehandling end tidligere, anerkender han.
Men han er også bekymret for udviklingen, hvor optikere overtager opgaver fra øjenlægerne.
”Det kan ende i et fragmenteret sundhedstilbud, hvis optikerne ikke har tilstrækkelig indsigt i diagnoserne, der kan ligge til grund for, at patienten oplever tørre øjne. Som optiker kan man forveksle tilstande, fordi symptomerne ligner hinanden.”
Optikerne kan ikke udskrive recepter, pointerer Claus Schiøtt Shah-Jørgensen, og de har modsat en øjenlæge heller ikke overblikket over behandlingsmulighederne. Det betyder, at de for eksempel ikke vil have øje for, at en medicinsk behandling som cyclosporin (Ikervis) i nogle tilfælde er en lige så relevant behandling som laser mod tørre øjne.
Er tørre øjne den korrekte diagnose?
Claus Schiøtt Shah-Jørgensen kender optikere, der kan stille diagnosen korrekt, men han er ikke overbevist om, at det gælder for alle, der tager apparaturet i brug. Skulle han derfor vælge at stemme for eller imod laserbehandling i optiker-regi, ville han stemme imod.
Også formand for Danske Øjenlægers Organisation, øjenlæge Peter Jeppesen udtrykker sig med en vis bekymring om behandlingens indtog hos optikeren:
”Diagnosticering og behandling af øjensygdomme, synes jeg er en opgave, som skal varetages af speciallæger i øjensygdomme eller personale, som arbejder under ansvar af en speciallæge i øjensygdomme. Hvis optikere, som kun har beskedent kendskab til øjensygdomme, begynder at diagnosticere og behandle, risikerer de at lave fejl, som de jo så er ansvarlige for i henhold til autorisationsloven.”
Der er ikke forbud mod, at en optiker kan anvende laserbehandling mod tørre øjne. Men en autoriseret optiker er underlagt autorisationsloven, hvorfor en optiker altid er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit arbejde, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ind under sygesikringen
Der kan opstå komplikationer, hvis laser bliver anvendt forkert og dermed beskadiger hud og øjne. Claus Schiøtt Shah-Jørgensen nævner en konkret amerikansk case, hvor en borger med tørre øjne efter laserbehandling fik beskadiget sin regnbuehinde så grelt, at han nu er nødt til at bære solbriller, og må regnes som permanent øjensyg uden job og kørekort.
For Claus Schiøtt Shah-Jørgensen at se ville det være bedre, hvis IPL blev en integreret del af sygesikringen – som behandlingen længe har været hos hudlægerne. På den måde ville han som øjenlæge kunne behandle tørre øjne med IPL og modtage honorar fra regionerne for behandlingen frem for betaling fra patienten med tørre øjne. IPL-behandling af sygdom bør ikke have status som selvbetaling, slet ikke når det drejer sig om en form for folkesygdom, mener Claus Schiøtt Shah-Jørgensen. Det vurderes, at omkring 20 procent af befolkningen lider af tørre øjne.
”Jeg ville gerne kunne tilbyde den her behandling også til fru Hansen på 75, der ofte døjer med de her problemer, og som kun har sin folkepension. Som det er lige nu, er det mest den 30-50-årige med et godt job, der får IPL-behandlingen her hos mig. Som øjenlæge vil jeg arbejde på at få IPL integreret i vores overenskomst med sygesikringen, så vi ikke medvirker til flere sociale skævheder i sundhedsvæsenet,” siger Claus Schiøtt Shah-Jørgensen, hvis øjenlægeklinik er beliggende i midten af Aarhus.
Behandlingen med det bløde laserlys koster 5.000 kroner i Claus Schiøtt Shah-Jørgensens klinik, og der skal påregnes en vedligeholdelsesbehandling til 1.250 kroner hvert halve år. Mange føler en god forbedring i tilstanden allerede efter en behandling, men for at få et langtidsholdbart resultat, skal man have i alt fire behandlinger med tre ugers interval, fremgår det også af praksis-hjemmesiden.
Hos optikerne ligger prisen for hver behandling på omkring 1.000-1.200 kroner per behandling. Synoptik og Louis Nielsen har oplyst Oftalmologisk Tidsskrift, at de ikke tilbyder behandlingen.
Optikerforeningen: Optikerbehandling nedbringer ventetid
Hos Optikerforeningen oplever man, at tørre øjne er et stort problem for de mennesker, der bliver ramt. Direktør Per Michael Larsen skriver i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift:
”Vi anerkender fuldt ud det ansvar, der følger med, når man igangsætter behandling af tørre øjne, men må samtidig også påpege, at langt de fleste behandlinger ikke er så krævende, at der skal ordineres medicinsk behandling som alternativ til IPL/IRPL. Derfor kan optometrister som sundhedsfaglige også i mange tilfælde løse opgaven og dermed sikre patienterne en mere acceptabel ventetid.”
Hos Essilor Instrumenter leverer man IRPL-udstyr. Leverandøren understreger, at de giver grundig uddannelse i brugen af instrumentet, og at deres instrument er CE-mærket.