Ny trend: Forskere skal deklarere seksualitet og identitet

Den anonyme forsker kan være på vej ud, og forskernes baggrund får større og større betydning - men kan vi både erkende, at forskerens baggrund spiller ind på forskningen og samtidig opretholde videnskabens autoritet? Vi risikerer at save den gren over, vi sidder på, siger forsker.

Det begyndte med en undren. En passus til sidst i en videnskabelig artikel omhandlende kræftbehandling ved hjælp af T-celler. Artiklen blev bragt i den videnskabelige publikation Cell Press, og efter artiklens deklaration af forskernes interesser fulgte et punkt kaldet ’Inklusion og Diversitet’ med teksten:

Det fik redaktionen på Medicinske Tidsskrifter til at studse, for en sådan varedeklaration af forskernes minoritetsbaggrund, seksualitet og handicap har vi ikke set før. I hvert fald ikke i en videnskabelig artikel om immunterapi, for hvilken – om nogen – relevans har forskernes baggrund for forskningen?

Er der tale om en ny tendens? Og er informationen med på foranledning af forskerne selv eller publikationens redaktør?

Vi kontakter Cell Press, som er en del af Elsevier, for at høre, hvilke tanker de har gjort sig, men får intet svar.

Diversitet er i fokus

Derfor kontakter vi Lise Lotte Gluud, som er professor i gastroenterologi og hepatologi ved Hvidovre Hospital. Hun er særligt udpeget af Københavns Universitet til at styrke og sikre god videnskabelig praksis på Det Sundhedsvidenskabelige fakultet, og hun må derfor være den rette til at svare på, hvorfor forskernes baggrund er relevant at fremhæve i videnskabelige artikler.

Lise Lotte Gluud svarer på telefon i ambulatoriet mellem to patienter, og hun fortæller, at diversitet i forskning er et emne, der ofte diskuteres, og som anses som ret høj prioritet inden for forskningsverdenen.

”WHO har sagt, at vi skal undersøge effekten af medicin på både kvinder og mænd, unge og gamle. Vi kan ikke blot ekstrapolere, og det er vigtigt, at alle er repræsenteret,” siger Lise Lotte Gluud.

Der arbejdes meget for at opnå en større ligelig kønslig repræsentation i forskningen og for, at f.eks. flere kvinder skal indgå i medicinske studier på lige fod med mænd. Sidstnævnte er et område, hvor kvinder historisk har været fravalgt, fordi den kvindelige cyklus og medfølgende hormonsvingninger kan gøre det vanskeligere at måle en klar medicinsk effekt – men som samtidig har medført, at der kun er lille eller ingen viden om, hvordan medicinen faktisk påvirker andre kroppe end den kaukasiske mandekrop.

Lise Lotte Gluud har dog ikke før oplevet, at forskere i videnskabelige forskningsartikler har deklareret deres minoritetsstatus, seksualitet eller handicap.

”Jeg er altid glad for debat om etik, men det her er ikke noget, jeg er stødt på før. Det er ikke en debat, vi har haft,” svarer Lise Lotte Gluud, før hun må afbryde for at tage sig af en patient.

Forskeren træder frem

Vi kontakter dernæst Signe Smith Jervelund, ph.d. og lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er dansk redaktør for Scandinavian Journal of Public Health og leder af Det Videnskabelige Udvalg under Dansk Selskab for Folkesundhed, og så har hun i sin forskning særligt fokus på social og etnisk ulighed inden for adgang til og brug af sundhedsydelser.

Signe Smith Jervelund er heller ikke før stødt på forskningsartikler med deklaration omkring forskernes minoritetsstatus, seksualitet og handicap, men hun fortæller samtidig, at hun oplever en generel bevægelse i retning af, at forskere bruger deres egen baggrund mere.

”Før bedrev man forskning som forsker, uden at der var en person bag, men nu oplever jeg, at der klart er en større åbenhed omkring den videnskabelige position, man som forsker taler ud fra,” siger Signe Smith Jervelund. 

”Mange bruger det aktivt ved f.eks. en tiltrædelsesforelæsning som professor, og det kan give autenticitet og troværdighed at bringe sig selv og sin egen historie i spil. Som tilhører bliver jeg mere grebet, når jeg forstår, hvorfor en forsker på grund af sine levede erfaringer interesserer sig for et emne.”

Signe Smith Jervelund mener, at der er tale om en amerikansk tendens, som har afsmittende effekt på resten af verden. Hun fortæller, at hun for nylig var til et foredrag, hvor en australsk oplægsholder brugte det første minut ud af sine syv minutters taletid på at sige, hvor meget hun anerkendte og respekterede aboriginals oprindelige kultur og det smukke sted, de havde, før kolonisterne kom til.

”Det var et foredrag om overdiagnostik i sundhedsvæsenet – glimrende i øvrigt – men det var tankevækkende, at oplægsholderen brugte 15 procent af sin taletid på noget helt uden for emnet,” siger Signe Smith Jervelund.

”Før bedrev man forskning som forsker, uden at der var en person bag, men nu oplever jeg, at der klart er en større åbenhed omkring den videnskabelige position, man som forsker taler ud fra,” siger Signe Smith Jervelund. 

At sløre for at skabe lige vilkår´

Som redaktør for Scandinavian Journal of Public Health er der også overvejelser omkring repræsentation og diversitet. Mange tidsskrifter har for eksempel valgt at sløre afsenderen for dermed at undgå implicitte bias i udvælgelsesprocessen.

”Det er relevant at overveje, om det skal anonymiseres, hvilke forskere der har lavet det manuskript, vores peer-reviewers vurderer. Der kan ligge meget bias i et forfatternavn og afsenderens universitet, som gør, at en videnskabelig artikel kan tillægges større eller mindre værdi. Vi skal bruge vores kritiske sans,” siger Signe Smith Jervelund.

Vejen til en mere mangfoldig forskning, hvor flere stemmer og synspunkter kommer til orde, kan altså både være at fremhæve forskerens baggrund eller at sløre den.

Autoriteten er på spil

For Signe Smith Jervelund er diversitetsdebatten kompleks.

”Som forskere er vi skolet i at sætte politiske holdninger og mennesket i baggrunden, men det er svært, for hvorfor interesserer jeg mig for det, jeg gør? Hvorfor undersøger jeg A frem for B? Det er valg, og bag det valg er selvfølgelig en person,” siger hun.

Hun mener, at det er vigtigt, at forskere i deres uddannelse lærer at være opmærksomme på eget ståsted og på, hvordan de kommer i spil som mennesker, men at det samtidig ikke må fylde for meget.

”Vi skal stå på et solidt videnskabeligt grundlag, ikke et ’jeg synes’, som jeg frygter kan undergrave vores integritet og autoritet. Kommer vi derhen, er jeg bange for, at vi saver den gren over, vi sidder på,” siger Signe Smith Jervelund.

”Forskning skal kunne leve på sine egne præmisser. Det skal være lødigt, systematisk, dokumenteret med belæg, gennemsigtigt og leve op til de videnskabelige standarder, som forskerne derefter bliver vurderet efter.”

Kamp mellem videnskabsteorier

Signe Smith Jervelund sender os videre til Morten Skovdal, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, afdelingen for Sundhedstjenesteforskning. Her arbejder han blandt andet med at sikre en større diversitet i de studerendes pensum.

”Vi har inden for sundhedsforskningen brug for metoder og tilgange, der gør, at en bred skare af perspektiver og marginaliserede folk bliver hørt, så sundstjenester resonerer med deres livsvilkår. Vi skal inkludere alle brugerne aktivt i vores forskning, så vores sundhedsvæsen ikke kun når majoritetsbefolkningen, men også møder minoriteterne, hvor de er,” siger han. 

Morten Skovdal underviser i kvalitative forskningsmetoder, og i hans optik er diversitetsdebatten og fokus på forskernes baggrund en del af en større videnskabsteoretisk diskussion mellem positivisme og socialkonstruktivisme.

Ifølge den positivistiske tilgang er der en sandhed derude, som kan måles eller vejes, og vælger vi de rigtige tilgange, kan vi nå frem til den. 

”I positivismen forsøger man at fjerne forskeren fra processen og nå frem til en form for objektiv sandhed,” siger Morten Skovdal. 

Over for positivismen, står den socialkonstruktivistiske tilgang, hvor al viden er konstrueret og har et relationelt, sprogligt og kollektivt grundlag. Der kan derfor være mange sandheder og forståelser, og der findes ikke et objektivt udgangspunkt, hvorfra vi kan vurdere verden.

”Derfor spiller forskerens ståsted en helt afgørende rolle i socialkonstruktivismen,” siger Morten Skovdal. 

Han oplever, at den positivistisk tilgang i disse år bliver og mere og mere udfordret.

”Nogle taler om post-positivisme, og at vi er nået til en anerkendelse af, at alle mulige ting har indflydelse på forskningsresultater. Selv om vi stræber efter det objektive, så er det en illusion,” siger Morten Skovdal. 

Selv prøver han at finde en balance mellem de to positioner og arbejder ud fra pragmatismens perspektiv.

”Jeg vurderer primært min egen forskning ud for dens praktiske anvendelse. Men når jeg underviser, så bruger jeg den social konstruktivistiske videnskabstilgang til at forklare de studerende, at deres ståsted har indflydelse på de data, de producerer, og at de skal være bevidste om deres egen rolle i forskningsprocessen,” Morten Skovdal.

”Nogle taler om post-positivisme, og at vi er nået til en anerkendelse af, at alle mulige ting har indflydelse på forskningsresultater. Selv om vi stræber efter det objektive, så er det en illusion,” siger Morten Skovdal. 

Cell Press´ motivation

I forhold til Cell Press og varedeklareringen af forskernes handikap og ståsted inden for etniske og seksuelle minoritetsgrupper, så mener Morten Skovdal, at der kan være flere årsager til, at magasinet har ment, at det var vigtigt at inddrage.

”Det kan være et ønske om at demonstrere diversitet i forskergruppen for dermed at give den et kvalitetsstempel – se, her er flere perspektiver inddraget,” siger Morten Skovdal.

En anden årsag kan være et forsøg på at få folk med forskellig baggrund inkluderet i forskningen.

”Der er så mange strukturelle barrier for minioritetsgrupper, at det kan være en måde at forsøge at presse på for at få fokus på områdetog sikre større diversitet blandt forskerne,” siger han.

En tredje forklaring kan ifølge Morten Skovdal være, at redaktionen på Cell simpelthen bekender sig blankt til post-positivismen og vil signalere deres anerkendelse af, at forskernes ståsted kan have indvirkning på produktionen af den viden som præsenteres i artiklen.

”Men hvad bevæggrunden har været for Cell Press, kan jeg kun gisne om”, siger Morten Skovdal.

Grænseoverskridende

En af forskerne i den videnskabelige artikel i Cell viser sig efter lidt nærmere granskning af være danske Inge Marie Svane, som er professor i klinisk cancer immunterapi og leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi (CCIT), Herlev Universitetshospital. Hun har bidraget med danske cancer-data til projektet, og vi skriver for at høre, hvorfor forskernes minoritetsbaggrund, seksualitet og handicap skal varedeklareres i artiklen.

Inge Marie Svane fortæller over mail, at det er sket på foranledning af Cell Press.

”Jeg er stødt på det flere gange indenfor det seneste halve til hele år. Det er vist en ny trend i visse tidsskrifter, at de beder alle medforfattere registrere svar elektronisk på en masse personlige spørgsmål (eller nægte),” skriver Inge Marie Svane.

Faktisk var hun slet ikke klar over, at informationen indgik som del af artiklen, før vi henvendte os.

”Jeg synes, at det er out of context, at vi skal registrere så personlige parametre og ret grænseoverskridende for eksempel at blive spurgt om ens seksuelle orientering, fordi man publicerer en videnskabelig artikel. Jeg troede faktisk, at de blot ville lave noget statistik, og jeg var ikke klar over, at det nu for al fremtid skal være registreret på vores paper. Det har jo intet med videnskaben at gøre. Og hvorfor er det lige de parametre, de har valgt at registrere? Det fremstår meget populistisk efter min mening,” skriver Inge Marie Svane.

Diversitet er ikke enten-eller

Identitetspolitikken har bredt sig til forskningsverdenen i al sin kompleksitet, og det, der i yderste instans er på spil, er intet mindre end videnskabens autoritet.

De forskere, vi har talt med, har alle været tilhængere af mere diversitet og inklusion inden for forskningen, som de mener er helt nødvendigt for at kunne lave bedre forskning, der bedre afspejler virkeligheden og som kan komme flere mennesker til gavn.

Samtidig risikerer den socialkonstruktivistiske tilgang at lede os ind i en selvbiografisk blindgyde, og der kan hurtigt brede sig en idé om, at kun dem, der har en aktie i en sag, må tale om og beskæftige sig med den.

Signe Smith Jervelund forsker blandt andet i migration, og hun har oplevet at blive skudt i skoene, at hun ikke kan forske i emnet, når hun ikke selv har migreret. Hun mener, at forskernes egne levede erfaringer er vigtige, men at en armslængde også kan være en fordel.

"Hvis alle forskere har migrationsbaggrund, så kan det også blive for mudret. Det vigtige er, at vi som forskere prøver at se et emne fra forskellige vinkler, så vi ikke reproducerer enighed eller magtstrukturer,” siger Signe Smith Jervelund.

Morten Skovdal er helt enig.

”Diversitet handler jo netop om, at vi er forskellige folk, og jo flere perspektiver, der er i spil, jo bedre bliver forskningen. Det er ikke enten eller. Nogle spørgsmål kan man som forsker stille bedre, hvis man kommer udefra; man kan have en undren, som dem, der er mere integrerede i sagen, ikke har.”