
”Flere kliniske forsøg er nået til fase III, og jeg hørte oplæg, hvor det blev sagt, at de første resultater kan være tilgængelige inden for de kommende 12 måneder. Det er ret vildt, at det her kan blive en realitet," siger Miklos Schneider.
Dansk overlæge efter Euretina 2026: Genterapier kan nå klinikken tidligere end ventet
Flere genterapier mod våd AMD nærmer sig fase III. ”Vildt, at det her kan blive en realitet,” kommenterer overlæge Miklos Schneider.
Genterapier rykker tættere på klinikken. Det indtryk efterlod Euretina 2026, som fandt sted fra 1. til 4. oktober.
Konstitueret overlæge, Miklos Schneider fra Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet var til stede i Wien, hvor kongressen fandt sted. Han notererede sig som deltager en lang række studier om genterapi på årets Euretina-kongres.
Han fremhæver især præparaterne sura-vec, 4D-150 og ixo-vec. Alle tre genterapier bygger på princippet om et "biofactory", en biologisk fabrik i øjets indre, som producerer anti-VEGF.
Miklos Schneider ønsker ikke at fremhæve enkelte præparater på bekostning af andre, men han noterer sig en tendens: Genterapi kan blive en del af den kliniske hverdag tidligere, end han selv havde forventet.
”Flere kliniske forsøg er nået til fase III, og jeg hørte oplæg, hvor det blev sagt, at de første resultater kan være tilgængelige inden for de kommende 12 måneder. Det er ret vildt, at det her kan blive en realitet. Jeg følger området tæt og ser frem til at læse de første fase III-resultater, når de bliver offentliggjort,” siger han.
Forandret hverdag for øjenlæger
Et af de helt store mål, når man forholder sig til studier af genterapeutiske behandlinger, er længere behandlingseffekt, forklarer Miklos Schneider.
”Vi taler om behandlinger, der måske kan virke i seks eller ni måneder eller et år. Det står i kontrast til de hyppige injektioner, vi kender i dag og kan betyde en stor reduktion i behandlingsbyrden for patienterne,” siger han.
Hvis en patient responderer godt på den nuværende standard anti-VEGF-behandling, kan behandlingsintervallet typisk forlænges eller pauseres. Øjenafdelingen på Rigshospitalet har således patienter, der behandles med 8, 12 eller helt op til 16 ugers mellemrum.
”Men vi har ikke patienter, hvor der går seks eller tolv måneder mellem besøgene. Det kan blive en realitet, hvis de her genterapeutiske produkter klarer sig godt også i fase III-studierne. Det kan medføre en helt anderledes organisering af vores hverdag som hospitalsøjenlæger,” siger Miklos Schneider. Han har ingen informationer om priserne på de genterapeutiske præparater, og ønsker derfor ikke at kommentere på det økonomiske aspekt af de nye behandlinger.
Udvalgte genterapier præsenteret på Euretina 2026
Den amerikanske øjenlæge Lejla Vajzovic fra Duke Eye Center, North Carolina præsenterede resultater fra fem års opfølgning af deltagerne i et fase 1/2a-studie af genterapien sura-vec. Behandlingen gives subretinalt og har til formål at få celler i det retinale pigmentepitel (RPE) og fotoreceptorerne til at producere et antistoffragment rettet mod VEGF. En interim-analyse af sura-vec er også tidligere på året præsenteret på ARVO Annual Meeting 2026.
Professor Franz Holz fra Department of Ophthalmology, University of Bonn præsenterede resultater efter to års opfølgning i PRISM, et fase 2b-studie af den intravitreale genterapi 4D-150 hos en bred gruppe patienter med våd AMD i forskellige grader. Resultaterne viste, at patienterne efter en enkelt injektion med 4D-150 i gennemsnit bevarede effekten på både synsstyrke og anatomiske mål gennem to år. Samtidig sås en vedvarende reduktion i behovet for yderligere behandling. Globale fase III-studier er ifølge Euretina i gang med at undersøge behandlingseffekt og sikkerhed.
Ixo-vec er en intravitreal terapi, der har været under udvikling over længere tid. Fase I-studiet om dette stof har været med til at forme fagets forståelse af genterapier overordnet. Et fase III-studie pågår, mens et fase II-studie præsenteret i maj 2026 på ARVO Annual Meeting 2026 konkluderer, at behandlingen var veltålt, resulterede i stabil synsstyrke (BCVA) og stabil nethindetykkelse (CST) samt en markant reduktion i behovet for injektioner over en periode på to år.
Kilder: Euretina, Miklos Schneider og Ophthalmology Times
