Biomarkører i nethinden kan bruges til at skelne mellem farlige synsnervesygdomme
Danske forskere har i nyt studie anvist en vej til at kende forskel på to undertyper af den sjældne, men alvorlige synsnervesygdom anterior iskæmisk opticusneuropati (AION). Tidligere har det krævet lange udredninger, avancerede undersøgelser og invasive vævsprøver at skelne mellem de to undertyper.
Forskere fra Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet har i studiet undersøgt simple nethindeskanninger, der foretages rutinemæssigt på alle patienter, der ses i den akutte øjenvagt med pludseligt synstab og med mistanke om AION. Patienterne mistænkes for AION grundet en kombination af alder,udseendet af deres synsnerve, pupilreaktion, synsfelt og andre symptomer. På skanningsbillederne har øjenlægerne afprøvet en metode, der potentielt kan lette diagnostikken af den sjældne og vanskeligt klassificerbare synsnervesygdom.
AION er blandt andet karakteriseret ved hævelse af synsnerven, og sygdommen medfører pludseligt synstab og synsfeltsdefekter. AION rammer typisk ét øje ad gangen, og sygdommen skyldes, at blodkarrene i synsnervens forreste del lukkes af. I nogle tilfælde sker det som følge af betændelse i kroppens pulsårer (arteritisk AION; A-AION). I de fleste tilfælde skyldes tilstanden imidlertid ikke karbetændelse (non-arteritisk AION; NA-AION), men at synsnerven er snæver samt risikofaktorer såsom hjerte-karsygdom.
Studiet fandt, at symptomer på iltmangel i nethinden (PAMM) udelukkende forekom ved A-AION, mens større mængder af væskeudtrædning i nethinden (IRF/SRF) kun forekom ved NA-AION. Ved at kombinere disse symptomer var det muligt at klassificere 75 procent af patienter med AION korrekt allerede efter første øjenundersøgelse.
”Hvis disse første lovende resultater kan bekræftes i et større igangværende studie, vil det kunne forkorte udredningen markant for patienter med AION og potentielt spare majoriteten af patienterne for mere avancerede undersøgelser og for en invasiv vævsprøve,” siger studiets førsteforfatter, Oliver Klefter, der er konstitueret overlæge, ph.d. ved Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet.
Forskellige behandlingsmuligheder
Overlæge Steffen Hamann er leder af Center for Synsbaneforskning på Rigshospitalet og seniorforfatter på studiet. Han forklarer, at de to undertyper af AION kræver vidt forskellig behandling. Det er derfor essentielt at kunne skelne imellem dem.
Ved A-AION giver man højdosis binyrebarkhormon, mens man ved NA-NAION mangler at identificere effektive behandlingsstrategier. I sidstnævnte situation rådgiver øjenlægerne således blot patienten om eventuelle modficérbare risikofaktorer som eksempelvis blodtryk, hjertesygdom og diabetes.
”Da hævelsen af synsnerven kan se meget ens ud ved de to former for AION – selv for en rutineret specialist – har man indtil for nylig måttet lave en vævsprøve af et blodkar i tindingen for at stille diagnosen A-AION. Det kan tage flere uger, før man har svaret på sådan en prøve. Men vi ved, at risikoen for nærtstående synstab på det andet øje er høj ved A-AION, hvis ikke vi opstarter behandling øjeblikkeligt. Derfor opstarter vi højdosis binyrebarkhormon med det samme ved den mindste mistanke.”
”Denne behandling er ikke helt ufarlig,” siger Steffen Hamann.
”Derfor vil vi gerne kunne styrke vores mistanke, så vi kan sætte i behandlingen i gang på et mere sikkert grundlag. Vi har nu mulighed for at ultralyd af pulsårerne, og avancerede helkropsscanninger også kan hjælpe til at stille diagnosen. Men en simpel OCT-skanning af nethinden vil gøre det endnu nemmere, hurtigere og billigere, til stor gavn for både sundhedsvæsnet – men især den enkelte patient.”
Studiet er et yderst interessant bidrag til et klinisk vigtigt, men diagnostisk svært emne, kommenterer professor, overlæge Jakob Grauslund, der er ledende overlæge, klinisk professor og forskningsleder på Øjenafdeling E ved Odense Universitetshospital, og som ikke selv er involveret i AION-studiet.
”De foreløbige undersøgelser tyder på, at såvel tilstedeværelsen af PAMM som fraværet af IRF/SRF tyder på underliggende arteritisk sygdom, og det bliver spændende at se, om resultaterne kan reproduceres i et større patientmateriale,” skriver han i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift.
Mere end ti års aldersforskel
Generelt opstår NA-NAION tidligere end A-AION. Aldersforskellen i studiet – som er mere end ti år mellem de to sygdomsgrupper – afspejler denne forskel i sygdomsepidemiologi, vurderer forskerne bag studiet.
En mulig forklaring kan være, at den højere alder hos patienter med A-AION ville føre til dårligere autoregulering, en mere sårbar kapillærstruktur i nethinden, en lavere tærskel for kapillærsvigt og dermed en øget risiko for iskæmi og iltmangel i nethinden. Dog viste en subgruppeanalyse af aldersmatchede patienter med NA-NAION i studiet, at sammenhængene forblev uændrede. Det tyder på, at sammenhængen mellem sygdommene og biomarkørerne er uafhængige af alder og snarere relateret til sygdommens ætiologi. Sammenhængene så også ud til at være uafhængige af køn, skriver forskerne i diskussionen af deres resultater.
Flere data fra studiet
Studiet anvendte OCT-data fra 8 patienter med A-AION og 24 patienter med NA-AION. AION-patienterne (74,5 år) var gennemsnitligt ti år yngre end NA-AION-patienterne (61,8 år).
PAMM blev fundet hos 50 procent af patienterne med A-AION og hos 0 procent af patienterne med NA-AION (p = 0,0019). Hos patienter med AION var sensitiviteten af PAMM til diagnostik af A-AION 50 procent (95 % CI 16-84 procent), mens specificiteten var 100 procent (95 % CI 86-100 procent).
Omvendt blev IRF/SRF observeret hos 83 procent af patienterne med NA-AION og hos 0 procent af patienterne med AION (p = 0,000047). Sensitiviteten af IRF/SRF til diagnostik af NA-AION var 83 procent (95 % CI 63-95 procent), mens specificiteten var 100 procent (95 % CI 63-100 procent).
Ved at kombinere de to biomarkører kunne 75 procent af patienterne klassificeres i undertyper udelukkende baseret på OCT.
Ozempic er forbundet med en let øget risiko for NA-AION
NA-AION har fornylig fået bred offentlig opmærksomhed, da registerforskning har vist, at behandling med diabeteslægemidlet Ozempic (semaglutid) øger risikoen for at udvikle sygdommen. Lægemiddelstyrelsen havde i begyndelsen af januar 2025 modtaget 19 danske indberetninger om sådanne skader relateret til det hyppigt anvendte lægemiddel. To nye studier fra Syddansk Universitet, hvoraf overlæge Steffen Hamann er medforfatter på det ene, bekræfter uafhængigt af hinanden, at patienter med type 2-diabetes, der behandles med semaglutid, har fordoblet risiko for at udvikle øjensygdommen NA-AION, som dog fortsat er sjælden.