Skip to main content

Dansk registerstudie viser korrelation mellem diabetisk retinopati og kronisk lungesvigt

Femårsrisikoen for at udvikle kronisk lungesvigt er øget med 86 procent hos personer med diabetisk retinopati i forhold til personer uden diabetes, mens der er 54 procent øget risiko hos personer med diabetisk retinopati i forhold til diabetikere uden retinopati.

Sådan lyder konklusionen på et dansk registerstudie baseret på data indsamlet over en femårig periode fra 2013 til 2018.

Registerstudiet bakker, ifølge forfatterne, op om tesen, at påvirkningen af retina kan være første skridt på vejen mod udvikling af sygdom i andre væv såsom hjerte- og lungevæv.

”Studiet bør føre til øget fokus på respiratoriske symptomer blandt patienter i screening for diabetisk retinopati og ikke mindst føre til overvejelser om et øget tværfagligt samarbejde øjenlæger og lungemedicinere imellem,” siger en af studiets forfattere, Benjamin Sommer Thinggaard, der er H-læge og ph.d.-studerende på Odense Universitetshospital.

Studiet viser også, at prævalensen for lungesygdom er øget med 75 procent blandt personer med diabetes, som er screenet for retinopati, sammenlignet med personer uden diabetes.

Diabetestilstanden kan ikke forklare lungesvigt alene

At der var højere incidens af kronisk lungesvigt blandt diabetespatienter med retinopati sammenlignet med diabetespatienter uden retinopati, indikerer, ifølge forskerne, at selve diabetestilstanden ikke alene udgør forklaringen på, hvorfor flere udvikler kronisk lungesvigt. 

Studiet identificerede 1980 patienter med kronisk lungesvigt i Den landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase for screening af diabetisk retinopati og makulopati (Diabase) og 9990 patienter med kronisk lungesvigt i kontrolgruppen.  Median-alderen var 65,7 år, og 56,6 procent af de undersøgte var mænd. Prævalensen af lungesygdom var ved baseline højere blandt diabetikere end blandt kontrolgruppen (OR 1,75, 95 % [CI 1,65-1,86]).

Ved opfølgningen identificerede forskerne henholdsvis 1726 og 5177 events blandt cases og i kontrolgruppen. Incidensen var højere både blandt cases med og uden diabetisk retinopati sammenlignet med kontrolgruppen (DR-niveau 0: HR 1,24, 95% [CI 1,16-1,33] versus DR-niveau 1-4: HR 1,86, 95% ]CI 1,63–2,12]) og højere blandt cases med diabetisk retinopati sammenlignet med diabetikere uden retinopati (HR 1,54, 95% ]CI 1,38–1,72]).