Nordjyske praksisklinikker tager godt imod screening for diabetisk retinopati
AI-assisteret screening af diabetespatienter opleves som hurtig og nem i 12 nordjyske praksisklinikker, der har deltaget i forskningsforsøg. Øjenlæger advarer om kvalitetsforringelse og tvivlsom udnyttelse af de dyre kameraer i almen praksis.
Et nyt interviewstudie undersøger personale-erfaringer i en række nordjyske klinikker, hvor 300 borgere med type 2-diabetes er blevet screenet for diabetisk retinopati af personalet hos deres egen læge.
Personalet har taget godt imod opgaven, men det fremgår også af interviewstudiet, at der er brug for logistiske tilpasninger i mange klinikker, hvis almen praksis på sigt skal overtage opgaven.
Det er det første systematiserede forsøg af sin type foretaget i Danmark, og interviewstudiet er del af en ph.d. fra Malene Krogh, der er ph.d.-studerende hos Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet. Målet med hendes ph.d. er at afdække, om diabetisk øjenscreening kan integreres i almen praksis med AI-analyse.
”Hvis screening implementeres, vil det kun være patienter med begyndende diabetiske øjenforandringer, som bliver henvist til øjenlæge, hvilket sparer øjenlægens ressourcer. Samtidig kan screening i almen praksis potentielt fange de patienter, der ellers ikke får screenet deres øjne – og dermed opspore forandringer tidligt og herved forebygge synsnedsættende diabetiske øjenforandringer,” siger Malene Krogh.
Øjenundersøgelserne er i forsøget blevet udført i forbindelse med diabeteskonsultationer, som borgere med type 2-diabetes i forvejen bliver tilbudt.
I dag bliver denne gruppe borgere (uden for forsøget red.) opfordret til at se en øjenlæge for at få undersøgt deres øjne, selvom langt de færreste har diabetesrelaterede forandringer i øjnene. Hvis almen praksis overtog opgaven, kunne det altså potentielt nedbringe køerne til landets praktiserende øjenlæger, hvor ventetiden i dag kan være op til et år.
Validitet bliver essentielt at afdække
Flere hospitalslæger advarer om kvaliteten forbundet med AI-software, som kan medføre fejldiagnoser. Der er for mange falsk positive og falsk negative varslinger, skriver en af de eksperter, som Oftalmologisk Tidsskrift har spurgt.
Flere artikler er undervejs fra de nordjyske forskere, om netop validiteten af undersøgelserne foretaget med softwaren RetinaLyze samt af patienternes oplevelse af screeningen hos egen læge, fortæller Malene Krogh. Det bliver essentielt at afdække validiteten af den AI-software, som analyserer billederne, fastslår hun.
”Det er naturligvis essentielt, at man kan stole på den kunstige intelligens. Det er vi i fuld gang med at analysere på. Flere øjenlæger, vi har talt med, synes, at det her lyder som en god ide. Men der er også bekymring for, om vi overser noget. Og softwaren, vi benytter, kigger kun efter diabetiske forandringer, den vil derfor ikke finde grå eller grøn stær eller AMD. Disse sygdomme vil forsat kræve særskilt opmærksomhed fra øjenlægerne,” siger Malene Krogh.
Enkel procedure
Billederne bliver taget ved hjælp af et ikke-mydriatisk funduskamera kaldet FundusScope, som er designet til at kræve minimal brugerindblanding. Screening for øjensygdom i almen praksis er dog forbundet med en række praktiske opmærksomhedspunkter, som er blevet rejst i interviewstudiet.
”Det centrale er, at personalet i praksisklinikken er oplært, så de kan varetage opgaven. De skal oplæres i at kunne placere patienten korrekt, sikre at screeningsmiljøet er optimalt (at der er mørkt nok i rummet, red.), og særligt vigtigt er det at, de kan vurdere kvaliteten af billedet. Hvis billedet er af dårlig kvalitet, vil AI-softwarens resultat ikke være til at stole på,” siger Malene Krogh.
Selve proceduren er ifølge Malene Krogh enkel og klaret på et par minutter.
”Men for nogle klinikker var det en udfordring, at de ikke havde et tilgængeligt rum i deres klinik til at foretage screeningen. Derfor er der nogle logistiske hensyn, som skal tages, hvis almen praksis skal overtage opgaven – særligt for de mindre praksisser. Jeg tror godt, det kan lade sig gøre, men det kræver, at klinikkerne har medbestemmelse i, hvor og hvordan det bedst fungerer i deres klinik,” siger hun.
Derudover er der spørgsmål om økonomien, som også mange deltagere i interviewstudiet har rejst. Det brugervenlige fundus-kamera, som deltagerne i forsøget har haft til låns, koster omkring 125.000 kroner. Derudover er der software, som skal indkøbes, og sygeplejersker eller andet personale, der skal oplæres i at tage billederne.
Kræver flere praktiserende læger end i dag
Praktiserende læge Martin Bach Jensen er professor og tidligere forskningsleder på Center for Almen Medicin, Aalborg Universitet og medforfatter på interviewstudiet. Han vurderer, at prisen for apparaterne kan nedbringes, hvis regionerne beslutter sig for at købe stort ind.
”Skal man indkøbe eksempelvis 1000 apparater, mon så ikke prisen er anderledes, end hvis man blot køber et enkelt? Der er noget sundhedsøkonomi at regne på for regionerne. For mig at se er det centralt at overveje, hvor det giver mening at lægge opgaven ud til almen praksis. Der hvor jeg fungerer som læge (i Vendsyssel, red.), er der langt til øjenlægen og derfor vil det give god mening at implementere screening hos egen læge her. Men i de større byer er der sandsynligvis mindre behov for en flytning af opgaven. Her er afstandsproblemet mindre,” siger Martin Bach Jensen.
Professoren understreger, at en opgaveflytning som denne kræver en styrkelse af kapaciteten i almen praksis for at få gang på jord. Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har i et analysepapir regnet sig frem til, at der er behov for 5.000 praktiserende læger i 2030, det er rundt regnet 1.500 flere end i dag.
Han ser det aktuelle studie som del af en overordnet bevægelse fra det specialiserede sundhedsvæsen over mod det nære, som også er blandt kongstankerne i sundhedsreformen. Her har regeringen også udset som mål, at der skal være 5.000 praktiserende læger i 2035.
”Flere ressourcer og opgaver skal ud i primærsektoren, ikke mindst når det kommer til diagnostik og kontrol. Som det er nu, ved vi, at 26 procent af patienterne ikke bliver set af en øjenlæge inden for anbefalet interval, samtidigt med at vi har et mørketal af patienter, som aldrig kommer afsted. Vi kan som praktiserende læger henvise patienter til øjenlæge, som måske aldrig kommer afsted, fordi de er udfordrede på enten geografi eller socioøkonomiske forhold,” siger Martin Bach Jensen.
DOS-næstformand: Øjenlæger bør beholde opgaven
Christian Lahrmann er praktiserende øjenlæge i Ikast og næstformand hos Dansk Oftalmologisk Selskab (DOS). Han finder projektet interessant og er ikke i tvivl om, at kunstig intelligens vil få sin rolle i screeningen for diabetisk retinopati. Han har dog også indvendinger:
”Det taler imod flytning fra øjenlægepraksis til almen praksis, at vi allerede har funduskamera og OCT-scannere kørende i alle øjenlægepraksisser. Vi har bedre mulighed for at vurdere øjne, som er svære at fotografere på grund af små pupiller, grå stær eller andre uklarheder i det optiske system. Der foregår også en vigtig vidensindsamling ved, at vi indberetter screeningerne til den nationale database på området, kaldet Diabase.”
Ved fotoscreening har cirka 80 procent af borgere med type 2-diabetes ingen diabetisk retinopati, oplyser Christian Lahrmann. Den gruppe bliver typisk screenet med to til fire års interval. I øjenlægepraksis er fotoscreening af diabetikere med ingen eller mild diabetisk retinopati almindeligvis uddelegeret til hjælpepersonalet. Majoriteten af diabetikerne kommer derfor ifølge Christian Lahrmann ikke til at belaste speciallægens tid.
”Kunstig intelligens kommer til at lette rubriceringen af diabetisk retinopati – og hvem, som skal tilbydes behandling, men det bør stadig foregå hos en øjenlæge,” siger han.
Oftalmologisk Tidsskrift: Hvad tænker du om, at der er en gruppe, som p.t. ikke opsøger øjenlæge, men som egen læge potentielt ville få mulighed for at monitorere som del af øvrig kontrol?
”Projektet viser, at det er muligt at foretage fotoscreening i almen praksis. Der kan være områder, hvor geografien er en barriere for, at screeningen foretages i speciallægepraksis eller særligt sårbare patienter ikke magter at opsøge en øjenlæge. Ud fra en økonomisk vinkel tænker jeg blot, at der er en stor investering, hvis alle almen praktiserende læger skal anskaffe sig funduskamera og udnyttelsesgraden vil være lav i forhold til, at vi allerede har udstyret og kan udnytte det til andre patientgrupper,” svarer Christian Lahrmann.