Skip to main content


"At behandlingen efter et år er non-inferiør til ranibizumab med hensyn til synsstyrke ved diabetisk makulaødem, er et vigtigt proof-of-concept. Det tyder på, at DME kan behandles effektivt gennem en mekanisme, som ikke bygger på direkte VEGF-hæmning,” siger Henrik Vorum.

Nyt antistof matcher anti-VEGF på synsstyrke ved DME

Antistoffet remigromig er ikke dårligere end den etablerede behandling med Lucentis (ranibizumab) hos patienter med diabetisk makulaødem (DME), viser stort studie, der måler bedst korrigerede visus. At et stof med en ny virkningsmekanisme tilsyneladende kan måle sig med en anti-VEGF er ifølge producenten ikke set de seneste 20 år.

Det eksperimentalle antistof remigromig er undersøgt i  fase IIb/III-studiet BRUNELLO, hvor det har nået sit primære effektmål blandt patienter med DME.

I BRUNELLO blev remigromig i to forskellige doser (0,5 mg og 0,8 mg) sammenlignet med ranibizumab hos knap 1000 patienter. Efter 52 ugers behandling var begge doser remigromig non-inferiøre til 0,5 mg ranibizumab, hvad angik den gennemsnitlige ændring fra baseline i best correceted visual acuity (BCVA).

Læge Dyllan Edson Similie skriver på et ph.d.-projekt om diabetisk øjensygdom, og han finder resultaterne spændende. Han er tilknyttet Forskningsenheden for oftalmologi på Øjenafdeling E ved Odense Universitetshospital. 

Dyllan Edson Similie

”Hvis medicinen viser sig effektiv hos de op mod 40 procent, der har utilstrækkelig respons på anti-VEGF, har den potentiale som andenlinjebehandling,” siger han.

Professor: Vigtigt proof of concept

Professor og ledende overlæge Henrik Vorum fra Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital kalder resultaterne interessante, først og fremmest fordi der er tale om en helt anden behandlingsmekanisme end VEGF-hæmning.

”Remigromig aktiverer Wnt-signalvejen, som har betydning for vedligeholdelsen af blod-retina-barrieren. Tanken er således i højere grad at stabilisere eller genoprette selve karbarrieren frem for at hæmme VEGF. At behandlingen efter et år er non-inferiør til ranibizumab med hensyn til synsstyrke ved diabetisk makulaødem, er et vigtigt proof-of-concept. Det tyder på, at DME kan behandles effektivt gennem en mekanisme, som ikke bygger på direkte VEGF-hæmning,” siger han.

Både Dyllan Edson Similie og Henrik Vorum hæfter sig samtidig ved sikkerhedssignalerne i studiet.

”Desværre medfører Remigromig flere bivirkninger, hvilket har fået patienter til at afbryde behandlingen i utide,” siger Dyllan Edson Similie.

Der blev registreret højere forekomst af proliferativ diabetisk retinopati og glaslegemeblødning blandt patienter behandlet med remigromig end blandt patienter behandlet med ranibizumab.

”Bivirkningerne er alvorlige og kan medføre synstab. Vi har brug for data, der bekræfter effekten og sikkerheden på længere sigt. De nuværende resultater er efter 52 uger og ikke ret langsigtede,” siger Dyllan Edson Similie.

De præcise data omhandlende sikkerhedsprofilen indgår ikke i pressemeddelelsen.

Et nybrud i behandlingen

Resultaterne er offentliggjort af MSD, som udvikler lægemidlet. Ifølge producenten er det første gang i omkring 20 år, at en behandling med en ny virkningsmekanisme har vist non-inferiør effekt på synsstyrken sammenlignet med anti-VEGF.

Resultaterne betyder, at studiet har opfyldt sit primære effektmål, men de offentliggjorte data indeholder endnu ikke de konkrete tal for ændringen i synsstyrke.

Også professor, overlæge, dr. med. Toke Bek fra Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital finder studiet interessant. Han påpeger dog, at en eventuel ny behandling skal ses ind i ”en samlet sundhedssammenhæng,” som han udtrykker det.  

Toke Bek

”I Danmark har vi relativt få diabetiske senkomplikationer i øjnene, fordi patienterne er meget velregulerede. Dette er ikke tilfældet i mange andre lande. Det kunne derfor godt være, at hvad der er en god ide for nogle lande, ikke er det for andre lande,” siger Toke Bek.

I Danmark anbefaler Medicinrådet enten ranibizumab, Vabysmno (faricimab) eller Eylea (aflibercept) til behandling af DME. Regionerne anbefales at anvende det lægemiddel, der er forbundet med de laveste omkostninger til mindst 70 procent af patienterne.

Toke Bek noterer sig også, at den præcise indikation stadig skal findes.

”På firmaets hjemmeside nævner man præparatet som en mulighed for at behandle tidlige forandringer, mens artiklen nævner behandling af de tilfælde, hvortil der aktuelt ikke er nogen behandlingsindikation,” siger han.

De komplette etårsresultater fra BRUNELLO bliver præsenteret på årsmødet hos American Academy of Ophthalmology (AAO), som finder sted i New Orleans, USA fra 9. til 12. oktober, 2026.

Bredere potentiale?

Remigromig (MK-3000, tidligere EYE103) er et tetravalent, trispecifikt antistof. Mekanismen kan potentielt også være relevant ved andre retinale karsygdomme som retinal veneokklusion og våd AMD. Remigromig undersøges allerede ved begge sygdomme, siger Henrik Vorum.  

”Det mest interessante er derfor måske ikke, om behandlingen kan erstatte anti-VEGF, men om vi får en ny behandlingsmekanisme, som kan bruges som alternativ hos udvalgte patienter eller i kombination med vores nuværende behandlinger,” siger han.

I BRUNELLO blev 984 voksne patienter med DME randomiseret 1:1:1 til behandling med enten 0,5 mg remigromig, 0,8 mg remigromig eller 0,5 mg ranibizumab. I studiets første år blev behandlingen givet hver fjerde uge. Det primære endepunkt var den gennemsnitlige ændring fra baseline til uge 52 i BCVA i studieøjet, målt ved standardiseret ETDRS-testning.