Skip to main content

Øjendråber kan være ny behandlingsmodalitet til diabetisk øjensygdom

SRPK1-hæmmeren EXN407 som monoterapi i dråbeform til diabetisk retinopati og diabetisk makulært ødem er veltolereret og forbundet med nedsat nethindetykkelse.

Det viser data fra et fase Ib/IIA-studie, som indikerer, at øjendråber kan være en effektiv behandling mod diabetisk øjensygdom.

De endelige resultater fra det dobbeltblindede, placebo-kontrollerede studie bliver præsenteret på ARVO Annual Meeting i maj måned. EXN407-dråberne gives to gange dagligt, og vil for mange patienter med diabetisk øjensygdom formentlig være et attraktivt alternativ til de gængse behandlinger. Også i Danmark afventer ekspert på området udviklingen på området med glæde og interesse. 

Jakob Grauslund

”Man har traditionelt kun kunne behandle senstadierne af diabetisk retinopati ved brug af invasive modaliteter som retinal laser og intravitreal angiostatisk terapi. Derfor er det glædeligt at se, at der nu er begyndende studier, som viser, at behandling med øjendråber ser ud til at kunne penetrere øjets barrierer og give en sufficient terapeutisk effekt,” siger professor, overlæge og forskningsleder Jakob Grauslund fra Øjenafdeling E, Odense Universitetshospital.

Studiet undersøgte sikkerhed, tolerance og signaler for biologisk respons hos behandlingsnaive patienter med mild til moderat diabetisk retinopati og mild diabetisk makulært ødem. Samtlige patienter deltog i studiet uden at skulle overgå til anti-VEGF-behandling og der var ingen større eller alvorlige bivirkninger forbundet med at tage øjendråberne.

Et planlagt fase IIb-studie skal nu undersøge, hvorvidt øjendråberne også medfører en funktionel klinisk gevinst, fremgår det af en pressemeddelelse fra firmaet, der udvikler dråberne.

EXN407 virker ved at hæmme SRPK1-enzymet, som er et enzym, der modererer aktiviteten af specifikke splejsnings-faktorer. Effekten fører til en alternativ splejsning af VEGF-molekylet, der er forbundet med vaskulær sygdom i retina.