
”Det er et godt studie og det understreger nødvendigheden af vores kliniske pilotstudie, hvor vi tester effekten af GLP-1 receptoragonisten semaglutid hos patienter med glaukom,” mener Miriam Kolko.
GLP-1 nedsætter risiko for glaukom hos overvægtige
Brug af GLP-1 receptoragonister (GLP-1-RA) kan reducere risikoen for primært åbenvinklet glaukom (POAG) og okulær hypertension hos overvægtige patienter uden diabetes. Det viser et udenlandsk registerstudie, som giver ekstra vind i sejlene til danske forskeres hypoteser om GLP-1-RA’en semaglutids effekt mod glaukom.
Studiet sammenlignede effekten af GLP-1-RA med en række alternative vægttabsmedikamenter som eksempelvis Imcivree (setmelanotid) og orlistat.
Resultaterne viste, at risikoen for POAG og okulær hypertension var signifikant lavere hos patienter behandlet med GLP-1-RA sammenlignet med alternative vægttabsmedikamenter.
Forskningen understreger således endnu en potentiel fordel ved GLP-1-RA ud over deres primære anvendelse til glykæmisk kontrol og vægttab. Yderligere studier er dog nødvendige for at bekræfte disse fund og afdække de biologiske mekanismer bag denne beskyttende effekt, påpeger forskerne bag studiet.
Godt nyt også for danske forskere
Studiet lægger sig i forlængelse af dansk forskning, der har vist en tilsvarende effekt hos personer med diabetes. Risikoen for at udvikle glaukom reduceredes med 19 procent hos patienter med type 2-diabetes i behandling med GLP-1-RA, viste et studie fra Eye Translational Research Unit, der ledes af professor Miriam Kolko fra Rigshospitalet og Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet. For patienter, der har været i behandling med GLP-1-RA i tre år eller mere reduceredes risikoen med 29 procent, viste det samme studie.
Miriam Kolko skriver i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift, at hun har noteret sig det nye studie omhandlende overvægtige uden diabetes:
”Det er et godt studie og det understreger nødvendigheden af vores kliniske pilotstudie, hvor vi tester effekten af GLP-1 receptoragonisten semaglutid hos patienter med glaukom,” lyder det.
ABSALON-studiet, som Miriam Kolko refererer til, er et dobbeltblindet, randomiseret studie, der kommer til at inkludere 63 patienter med glaukom i hver arm. Studiet er blevet indledt på Rigshospitalet i september 2024, og første patient opstartes i behandling primo april 2025.
Flere resultater fra studiet
Det aktuelle registerstudie om overvægtige uden diabetes inkluderede 61.057 personer. Data fra det internationale elektroniske patientjournalsystem TriNetX er hentet i perioden fra januar 2004 til december 2024.
Efter tre år var risikoen for POAG reduceret med 50,4 procent (risk ratio (RR) = 0,496; 95 % CI 0,371-0,664), og risikoen for okulær hypertension var reduceret med 55,9 procent (RR = 0,441; 95 % CI 0,318-0,611).
Efter fem år var risikoen for POAG reduceret med 58,5 procent (RR = 0,415; 95 % CI 0,316-0,545), og risikoen for okulær hypertension var reduceret med 65,8 procent (RR = 0,342; 95 % CI 0,250-0,466).