Skip to main content

Konserveringsfri øjendråber giver færre gener for glaukompatienter

Konserveringsfrie tryksænkende prostaglandinanaloge øjendråber forårsager mindre skade på øjets bægerceller end dråber, der indeholder benzalkoniumklorid (BAK).  

Det er hovedbudskabet i dansk forskning præsenteret på glaukom-kongressen WGC 2023 i Rom af læge og ph.d.-studerende Anne Hedengran Nagstrup fra Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme og Institut for lægemiddeldesign og farmakologi, KU. Et af studierne omhandlende tryksænkende øjendråbers effekt på øjets bægerceller er accepteret til udgivelse i Journal of Optometry.

Studiet viser, at konserveringsfrie øjendråber forårsager mindre eller ingen skade på humane bægercellekulturer. Denne viden bakker således op om at give konserveringsfrie prostaglandinanaloge øjendråber som førstevalg til nydiagnosticerede glaukompatienter samt skifte til konserveringsfri behandling for patienter, der aktuelt behandles med konserverede øjendråber, mener forskerne bag studiet.

I studiet forårsagede BAK-konserveret latanoprost og bimatoprost øjendråber et celletab på mellem 20 og 28 procent samt reducerede cellernes metaboliske aktivitet med mellem 45 og 54 procent. travoprost øjendråber konserveret med polyquad forårsagede intet celletab, men reducerede den metaboliske aktivitet med 16 procent, mens konserveringsfri latanoprost reducerede den metaboliske aktivitet med 19 procent. Konserveringsfri tafluprost forårsagede ingen skade. BAK-konserveret Latanoprost forårsagede øget frigivelse af pro-inflammatoriske cytokiner interleukin (IL)-6 og IL-8, mens dette ikke var tilfældet for konserveringsfri Latanoprost.

På patientens egen regning

Konserveringsfri behandling er blevet mere udbredt end tidligere, men en stor hæmsko er prisen, forklarer Anne Hedengran Nagstrup.

”Dags dato kan en patient få tre måneders behandling med BAK-konserveret latanoprost for 26 kroner, mens konserveringsfri latanoprost vil koste 329 kroner. Tre måneders behandling med tafluprost vil koste 562 kroner. Patienterne får kun tilskud svarende til den konserverede øjendråbe, hvorfor valg af konserveringsfri behandling vil blive på patientens egen regning.”