Steroider kan give for højt intraokulært tryk – selv efter filtrationskirurgi
Det er ikke muligt at afgøre, om en operation for glaukom skal revideres, førend patienten er helt trappet ud af behandling med postoperative steroid-øjendråber, viser dansk studie. Et vigtigt fund, siger Daniella Bach-Holm, der er formand for Dansk Oftalmologisk Selskab.
Det aktuelle dansk studie har sammenlignet tre antiinflammatoriske øjendråbe-regimer, der anvendes til postoperativ opfølgning efter trabekulektomi. Data fra studiet blev præsenteret på glaukom-kongressen WGC 2023 i Rom. 12-måneders-data fra studiet er i skrivende stund i review.
I studiet blev 72 glaukom-patienter randomiseret 1:1:1 til at modtage postoperativ profylakse med enten steroidpræparatet dexamethason, NSAID-præparatet diclofenac eller en kombination. Det primære endepunkt var det intraokulære tryk (IOP) 12 måneder efter operation.
Resultater viser, at IOP faldt ≥ 4 mmHg hos 18,6 procent af patienterne i dexamethason-armen, hos patienter der fik kombinationsbehandlingen lå andelen på 23,8 procent, mens patienterne i diclofenac-armen ikke oplevede nogen forandring, der kunne observeres.
På baggrund af data konkluderer forskerne, at steroid kan give for højt intraokulært tryk –selv efter filtrationskirurgi. Det betyder, at man ikke fuldstændig kan afgøre, om en glaukom-operation er vellykket, førend patienterne ikke længere behandles med steroid.
Daniella Bach-Holm er seniorforfatter på artiklen, formand for Dansk Oftalmologisk Selskab og kalder det aktuelle studie ”et vigtigt fund.” Hun ser et potentiale, der kan komme patienterne til gode.
”Studiet viser, at man ikke skal beslutte sig for, at en filtrerende operation skal revideres, før man helt er holdt op med at dryppe med steroid-øjendråber postoperativt, dermed kan vi undgå unødig kirurgi hos glaukom-patienter,” siger hun.
Studiets hovedforfatter, reservelæge, ph.d. Afrouz Ahmadzadeh fra Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme, finder, at data bekræfter en af de teser, der lå til grund for hendes ph.d.-projekt:
”Tidligere forskning har antydet, at øjendråber, der indeholder NSAID, er lige så effektive som steroid-øjendråber til at regulere helingsprocessen efter grå stær-operation, og dette ønskede vi at undersøge yderligere,” siger Afrouz Ahmadzadeh.