Eye tracking-teknologi skal afdække risikofaktorer for myopi blandt danske skolebørn
Forskere fra Vejle Sygehus vil med brille-devicet Clouclip kortlægge skolebørns adfærd med hensyn til nærarbejde og udendørstid. Hypotesen er, at netop denne adfærd har indflydelse på den øgede forekomst af nærsynethed.
Forskning af denne type er ikke tidligere udført noget sted i Europa.
Formålet med tværsnitsstudiet Cohort Study of Myopia in Denmark (COSMYD) er at kortlægge forekomsten af myopi blandt 900 skolebørn fra ind- og udskolingsklasser i Region Syddanmark. På baggrund af data fra brille-devicet Clouclip, der monteres på de nærsynede børns briller, vil øjenlæger fra Forskningsenheden på Øjenafdelingen ved Vejle Sygehus opgøre mønstre for børnenes udendørstid og nærarbejde baseret på varighed og pauser. Herefter vil forskerne sammenholde disse data med forekomsten af myopi i genetisk disponerede versus ikke-disponerede børn.
Herudover igangsætter Vejle-øjenlægerne et kohortestudie, der skal undersøge incidensen af myopi blandt indskolingsbørn over en seksårig periode.
Læge, ph.d. Trine Møldrup Jakobsen er én af forskerne tilknyttet COSMYD. Hun har myopi som sit centrale forskningsområde, og hun ser frem til at hverve patienter til studiet fra 2025.
”Clouclip'en er en ny mulighed for præcist og objektivt at kortlægge nærarbejde og udendørstid, og det er ikke gjort før i Europa," siger hun.
”På trods af at vi nu har flere behandlingsmuligheder for at bremse myopi-udviklingen i Danmark, blandt andet atropindråber, orthokeratologi-linser og defokus-briller, mangler vi grundlæggende en national undersøgelse, som kan beskrive omfanget og udviklingen af myopi.”
Forskerne vil kende risikofaktorerne
Øjenlæge Marianne Juul-Dam er ankermand på studiet, der bliver en del af hendes kommende ph.d.-projekt. Hun ser en række kliniske perspektiver i at lave denne type undersøgelse blandt skolebørn.
”Forekomsten af myopi i Danmark kender vi ikke præcist, og det er derfor uvist, hvor stort et behandlingsbehov, der reelt er. Da udviklingen af myopi foregår i børne- og ungdomsårene, er det vigtigt at identificere risikofaktorer samt beskyttende faktorer for udviklingen af myopi for herved bedst muligt at kunne tilpasse børnenes miljø,” siger Marianne Juul-Dam.
Studiet skal således bidrage til at forebygge myopi-udviklingen hos børn og unge og dermed
reducere personlige og socioøkonomiske omkostninger ved myopi samt ved de komplicerende følgetilstande, lyder det i projektbeskrivelsen.
Trine Møldrup Jakobsen forventer, at forskerne om tre til fire år har svar på, om der er mere nærarbejde og/eller mindre udendørstid hos nærsynede børn sammenlignet med ikke-nærsynede.
Nyudviklet teknologi med høj præcision
Clouclip er et nyudviklet device, der ligner et USB-stik, og som kan monteres på briller. Ved hjælp af såkaldt eye tracking-teknologi med infrarød- og UV-sensor kan det lille værktøj kortlægge vaner omkring nærarbejde og lyseksponering uden, at det får nævneværdig indflydelse på børnenes hverdag. Studier fra Kina har vist, at Clouclip-devicet har høj præcision og reproducerbarhed.