Skip to main content

Nethindeløsning kan ændre nethindens iltforbrug

Der er forskel i iltmætningen mellem arterier og vener ved nethindeløsning, viser et nyt studie. Fundet kan afspejle nedsat stofskifte i nethinden, men forskerne kan ikke sige, om det skyldes en beskyttende mekanisme, nedsat blodgennemstrømning eller celledød.

Resultaterne stammer fra et prospektivt observationsstudie publiceret i Acta Ophthalmologica maj 2026.

I studiet har forskere fra blandt andet Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet undersøgt iltmætningen i nethindens blodkar hos 149 patienter, hvoraf 128 indgik i analyserne. Ifølge forskerne er iltforsyningen fra nethindens blodkar til et løsrevet område ikke tidligere undersøgt in vivo hos mennesker.

Resultaterne peger på ændret iltomsætning i den løsrevne nethinde. Men betydningen er ikke entydig, påpeger forskerne i deres konklusion: Et lavere iltforbrug kan være tegn på, at nethinden skruer ned for sin metaboliske aktivitet og dermed begrænser skaden. Men det kan også skyldes, at celler i nethinden allerede er døde og derfor ikke længere forbruger ilt.

Studiet omfattede patienter med nyligt opstået, delvis rhegmatogen nethindeløsning. Patienterne blev inkluderet i studiet fra maj 2010 til december 2012. Forskerne anvendte retinal oximetri til at måle iltmætningen i nethindens blodkar.

Nethindeløsning medførte en signifikant lavere iltmætning i nethindens arterier, højere iltmætning i nethindens vener og en mindre forskel i iltmætning mellem arterier og vener sammenlignet med et tilsvarende område med tilhæftet nethinde i det andet øje (henholdsvis p = 0,037, p = 0,031 og p = 0,00024; parret t-test). I de løsrevne nethindeområder var der en signifikant højere iltmætning i nethindens vener og en mindre forskel i iltmætning mellem arterier og vener sammenlignet med den tilhæftede nethinde i samme øje (henholdsvis p = 0,0019 og p = 0,044; parret t-test).