Skip to main content

Ny spaltelampesimulator skal forbedre oplæringen af unge oftalmologer

Det er en national opgradering af øjenfaget, når Odense Universitetshospital snart tager spaltelampesimulatoren Eyesi Slit Lamp i brug. 

Sådan lyder vurderingen fra Anna Stage Vergmann, læge, ph.d. og lektor på Øjenafdeling E på Odense Universitetshospital. Hun jubler over det nye indkøb, som ifølge hende er godt nyt for hele landets yngre øjenlæger. Eysi Slit Lamp er et diagnostisk træningssystem udviklet til oftalmologer og optometrister. Brugere af systemet kan undersøge virtuelle patienter med biomikroskopi, fundoskopi og gonioskopi.

”Simulatoren kan forhåbentligt være med til at forbedre oplæringen af unge oftalmologer. En spaltelampe er ikke introduceret på medicinstudiet og vi ved fra vores yngre læger, at læringskurven i spaltelampeundersøgelse er lang og stejl. Med den her simulator håber og tror jeg, at vi kan afkorte oplæringstiden og bidrage til, at yngre læger føler sig mere trygge ved brugen af spaltelampen samtidig med, at de overser færre kliniske fund,” siger hun. 

Spaltelampesimulatoren Eyesi Slit Lamp

Alle øjenafdelinger skal inddrages

Det er Anna Stage Vergmanns ønske at igangsætte et forskningsprojekt med henblik på at udvikle og teste et evidensbaseret træningsprogram med den nyindkøbte simulator. Derfor skal kandidatspecialestuderende Kasper R. Hansen identificere de vigtigste elementer, som simulatoren kan bidrage til. Overlæger, cheflæger og professorer over hele landet er blevet opfordret til at komme med input til, i hvilke særlige kliniske situationer simulatoren især kan gøre gavn. Et ph.d.-projekt ved Anne Helene Køllund Nissen skal derefter fastsætte udvikling, testning og implementering af VR-værktøjet således, at det bliver tydeligt, hvilket niveau en yngre øjenlæge skal mestre i programmet, førend vedkommende er klar til at se patienter af kød og blod.  

Det er Anna Stage Vergmanns håb, at det nye udstyr kan komme hele landets øjenlæger til gavn og indgå som del af et fast kursus på introduktionsuddannelsen inden for oftalmologi.