Skip to main content

Protein kan potentielt forklare manglende effekt af behandling mod DME

Skrevet af Henrik Reinberg Simonsen den . Skrevet i Sygdomme.

Manglende effekt af anti-VEGF-behandling hos patienter med diabetisk makulaødem (DME) er en velkendt klinisk udfordring. Danske forskere har afdækket, at proteinet afamin kan være en del af forklaringen og måske et fremtidigt behandlingsmål.

Nyt dansk studie peger på proteinet afamin som mulig nøglespiller hos patienter med behandlingsresistent DME.

I studiet, som er blevet publiceret i Ophthalmology Science, har forskere kombineret proteomik med kunstig intelligens for at kortlægge de molekylære mekanismer bag behandlingsresistensen.

Afamin er kendt som biomarkør for type 2-diabetes og spiller en rolle i den såkaldte Wnt-signalvej, som er involveret i inflammation og karfunktion. Ifølge forskerne kan resultaterne tyde på, at netop denne signalvej er aktiv hos patienter, der ikke responderer på anti-VEGF-behandling.

”Hvis de har resultater bliver bekræftet i større studier, kan det på sigt føre til udvikling af nye lægemidler målrettet alternative signalveje samt mere skræddersyet behandling af diabetisk makulaødem,” siger studiets førsteforfatter, Lasse Cehofski, der er afdelingslæge og ph.d. ved Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital.  

Flere potentielle behandlingsmål

Studiet peger på flere potentielle behandlingsmål ud over afamin, som var tydeligt opreguleret hos patienter med vedvarende væske i nethinden. Niveauet af afamin hang direkte sammen med mængden af retinal væske, samtidig fandt forskerne, at flere proteiner med anti-inflammatoriske egenskaber – herunder Cystatin C og clusterin (CLU) – var nedregulerede. Studiet blev udført i samarbejde med Retina Consultants of Texas i Houston og omfattede 30 patienter med DME, hvis anti-VEGF-behandling var nået til et plateau. Over seks behandlinger blev der indsamlet kammervandsprøver, samtidig med at væskemængden i nethinden blev analyseret ved hjælp af en AI-baseret OCT-platform.

I alt 202 blev proteiner identificeret i hovedparten af prøverne. Ti af dem viste en konsistent forskel mellem patienter med betydeligt ødem og patienter uden.