Region Midtjylland ønsker national stillingtagen til synsindsats efter hjerneskade
Indsatsen for mennesker med synsproblemer efter hjerneskade er uensartet, og ansvaret er uklart fordelt mellem kommuner og regioner, mener Hjerneskaderådet i Region Midtjylland. Derfor har rådet bedt Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut om at tage området op nationalt.
Synsproblemer er meget hyppige efter en erhvervet hjerneskade, men indsatsen for patientgruppen kalder på national ensretning. Det mener i hvert fald Hjerneskadesamrådet i Region Midtjylland.
Birgitte Nygaard Sommer er fysioterapeut og afdelingsleder i Neurorehabilitering Midt med hjerneskade som sit særlige specialområde. Hun sidder med i Hjerneskadesamrådet og har også været del af den arbejdsgruppe, der havde fået til opgave at skabe et overblik over arbejdsdelingen mellem regioner og kommuner, hvad angår synsproblemer efter hjerneskade. Arbejdsgruppen indså dog hurtigt, at arbejdet var en kæmpestor opgave, og den besluttede derfor at sende en ansøgning til Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut.

”Der findes ingen klar lovgivning eller tydelige retningslinjer for, hvor ansvaret ligger. Vi vurderede derfor i arbejdsgruppen under Hjerneskadesamrådet, at opgaven kræver både juridisk bistand, faglige retningslinjer og litteratursøgning samt øget viden om evidensen på området. Derfor tænkte vi, at det gav god mening at søge Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut, da der også må være andre steder i landet, hvor man sidder med de samme udfordringer,” siger Birgitte Nygaard Sommer.
Postnummer er afgørende
Synspåvirkning efter en hjerneskade kan komme til udtryk ved nedsat syn, dobbeltsyn og syns- og visuelle perceptionsvanskeligheder. Der kan ligeledes forekomme symptomer som lysfølsomhed, synstræthed, koncentrationsbesvær og øget mental træthed.
Som det er i dag, er området forbundet med stor ulighed. Borgerens postnummer kan have betydning for, om han eller hun får støtte. I nogle kommuner findes der tilbud, som udgår fra neuro-rehabiliteringscentre og kommunikationscentre, mens der i andre kommuner slet ikke findes nogen tilbud. Her må patienterne enten undvære hjælp eller – hvis privatøkonomien tillader det – søge mod private tilbud, typisk i form af en optometrist.
”Det er i tråd med sundhedsreformen, at der kan etableres fagligt kvalificerede tilbud og større lighed på området, uanset hvor man bor i landet. Synsproblemer efter hjerneskade kan have betydning for den enkelte borgers hverdagsliv, eksempelvis når det kommer til læseevnen og at navigere på digitale platforme,” siger Birgitte Nygaard Sommer.
Ansvarsfordelingen mellem region og kommune er aldrig blevet beskrevet fyldestgørende, det kan medføre ”variation og usikkerhed” i tilbuddene, skriver Hjerneskadesamrådet i deres indstilling til Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut.
Utilstrækkelige anbefalinger
Sundhedsstyrelsen har i 2021 udsendt anbefalinger, hvor synsvanskeligheder er nævnt.
”Anbefalingerne beskriver imidlertid ikke, hvordan ansvaret og opgaverne skal fordeles. Det er positivt, at problematikken er nævnt, men anbefalingerne efterlader fortsat fagpersonerne med mange spørgsmål om, hvem der skal gøre hvad og hvordan,” siger Birgitte Nygaard Sommer.
Det er et omfattende område, og der kan opstå flere forskellige former for synsvanskeligheder efter en hjerneskade, forklarer hun.
”Forskellige synsvanskeligheder kræver ikke nødvendigvis den samme tilgang, men det kræver en faglig udredning for at vurdere, hvilken indsats synsvanskelighederne kalder på. Der er behov for større klarhed og tydelighed: Hvem og hvilke faggrupper har ansvaret og kompetencerne til hvilke opgaver? Hvor er de forskellige opgaver placeret, og hvilke instanser skal varetage dem?”
Opbakning fra Hovedstaden
I Region Hovedstaden bifalder eksperter på området initiativet fra den midtjyske region.
Sektionschef Maria Skov Funk fra Hjerneteamet, Kommunikationscentret i Region Hovedstaden er enig i Hjerneskadesamrådets vurdering af, at der er behov for en national afklaring og fælles anbefalinger på området.
”Det afgørende er, at borgerne får den rette indsats på det rette tidspunkt og på det rette specialiseringsniveau. Nationale retningslinjer, en mere ensartet og koordineret praksis på tværs af sektorer samt mere forskning på området vil kunne bidrage til dette og samtidig skabe et mere solidt grundlag for fremtidige anbefalinger.”
Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut oplyser, at forslaget fra Hjerneskadesamrådet bliver behandlet i løbet af efteråret 2026 og foråret 2027.
Fakta: Status på forskning inden for hjerneskade og synsproblemer
Et dansk studie fra Aarhus Universitet, Optikerhøjskolen og Regionshospitalet Hammel Neurocenter fandt konvergensinsufficiens hos cirka 20 procent af de undersøgte personer med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Tilstanden forekommer ifølge forskerne hos 3–5 procent i den øvrige befolkning.
To danske randomiserede behandlingsstudier er sat i gang. Rekruttering og behandling er afsluttet i det ene studie, og resultaterne forventes publiceret i 2027. I det andet studie, som omfatter deltagere mellem 18 og 60 år, pågår rekrutteringen fortsat.
Et udenlandsk studie fra 2025 undersøgte behandling af konvergensinsufficiens hos 11–25-årige med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Forskerne bag dette studie konkluderer effekt af samsynstræning.
Kilde: Ivan Nisted, optometrist og lektor på Optikerhøjskolen ved Erhvervsakademi Dania og ekstern lektor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet
