Skip to main content

Simpel test kan mindske behovet for genoperation hos patienter med symptomatisk esofori

Et studie fra Rigshospitalet viser, at patienter, der får prismetilpasningstest (PAT) før operation, har mindre risiko for at skulle opereres igen. Forskerne bag studiet foreslår derfor, at PAT bør bruges som en standarddel af forundersøgelser ved kirurgi for symptomatisk esofori (SE).

En simpel test før operation for SE kan gøre behandlingen mere præcis og mindske behovet for gentagne operationer.

Det har forskere fra Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet dokumenteret i et registerstudie. Omtrent halvdelen af patienterne (48 procent), der ikke havde modtaget den ekstra test, skulle have ekstra kirurgisk behandling i form af justering i den postoperative periode eller re-operation. I gruppen, der havde modtaget testen, var tallet knap en fjerdedel (23 procent).

PAT er en såkaldt udtrætningstest, som lader øjenlægerne vurdere, om patienterne gemmer på en større skjult skelen, end den man umiddelbart måler med den konventionelle metode, som er en alternerende prisme cover test.

PAT var ikke blot forbundet med færre re-operationer og færre ekstra kirurgiske behandlinger (herunder justering eller re-operation). Studiet viste også, at den skjulte skelen hos flere patienter var større end først antaget, hvilket gjorde det muligt at planlægge en mere præcis operation, forklarer studiets førsteforfatter.

Mikael Hofsli

”Tidligere erfaringer viser, at operationer for SE ofte ikke korrigerer problemet helt, hvilket betyder, at patienter nogle gange skal opereres igen. PAT hjælper med at afsløre en større skelen end først antaget, hvilket kan gøre operationen mere præcis. PAT bør blive en fast del af forundersøgelsen, inden man opererer en patient for SE,” siger Mikael Hofsli, afdelingslæge og skele-kirurg på Afdeling for Øjensygdomme ved Rigshospitalet.  

Forskerne kiggede på journaler fra 105 patienter, der fik foretaget øjenoperation på Rigshospitalet i Glostrup mellem 2017 og 2023. Der var 61 patienter, som ikke havde fået foretaget PAT, og 44 patienter som havde fået foretaget en PAT.

Mikael Hofsli og hans forskerkolleger er i gang med et randomiseret studie, der skal undersøge effekten af PAT yderligere.

Øjensygdommen SE er karakteriseret ved, at patientens øjne har en tendens til at dreje indad (latent skelen), men holdes parallelle grundet kompensatoriske mekanismer. I perioder kan patienternes kompensatoriske mekanismer dog svigte, og de får en manifest indaddrejning af øjet (esotropi). Dette kan give ubehag såsom dobbeltsyn, hovedpine og trætte øjne.