Professor: Nye nationale retningslinjer for diabetisk retinopati vil nedbringe overflødige øjenscreeninger
Et nyt sæt kliniske retningslinjer vil overflødiggøre titusindvis af årlige screeninger hos patienter med lav risiko for at udvikle diabetesrelaterede øjenskader, vurderer professor Jakob Grauslund.
Han er ledende overlæge, klinisk professor og forskningsleder på Øjenafdeling E, Odense Universitetshospital og hovedforfatter på de nye retningslinjer.
Han glæder sig over, at man kan lette livet for diabetespatienter, der ikke har retinopati, i forbindelse med de nye retningslinjer, der er gennemgået i en statusartikel hos Ugeskriftet for Læger.
Med de nye nationale retningslinjer for diabetisk øjenscreening er der sikret en optimeret ressourceudnyttelse, da screeningsintervallerne er tilpasset danske forhold med konkrete beregninger beroende på et stort nationalt datamateriale, fremgår det af artiklen.
”Patienter uden diabetisk retinopati skal fremadrettet have screeningsintervaller på mindst 24 måneder. Tidligere kunne man fortsat give dem årlige screeninger, hvis man eksempelvis var bekymret for deres glykæmiske regulering, men vi har nu publiceret data, som viser, at risikoen for at gå fra ingen til behandlingskrævende diabetisk retinopati er så forsvindende lille, cirka 0,20 procent på to år, at årlige screeninger sagtens kan undlades, uden at det går ud over patientsikkerheden,” siger Jakob Grauslund.
Han henviser til data fra artiklen ‘Risk of 2-year progression from no diabetic retinopathy to proliferative diabetic retinopathy in accordance with glycaemic regulation in 145 527 persons with diabetes in a national cohort’, der er publiceret i Acta Ophthalmologica
Det sparer samfundet for penge og letter adgangen til praktiserende øjenlæger, når læger kan fortælle patienterne, at de trygt kan blive øjenscreenet sjældnere, da hyppigere undersøgelser ikke er nødvendige, vurderet ud fra deres personlige risikoprofil. Det har overlæge Søren Tang Knudsen fra Steno Diabetes Center Aarhus tidligere udtalt til Oftalmologisk Tidsskrift.
Screeningsprogrammet for diabetisk retinopati har nu løbet i over 10 år. Antallet af nytilkomne blinde diabetespatienter er i løbet af de seneste 20 år reduceret med 78 procent, formentlig som afledt effekt af det nationale diabetiske øjenscreeningsprogram og de bedre muligheder for at sikre optimal anti-hyperglykæmisk behandling, oplyser forfatterne bag statusartiklen.