Forskningsstudie om børn og nærsynethed sadler om og bliver tværfagligt
Et igangværende studie om skolebørn og nærsynethed får en anden form, end først antaget. Forskere i psykologi og pædagogik har sluttet sig til øjenlægerne for at bidrage med viden om børn, nærsynethed, trivsel og skærme.
Forskere fra Sygehus Lillebælt vil med brille-devicet Clouclip kortlægge 900 skolebørns adfærd med hensyn til nærarbejde og udendørstid. Hypotesen er, at denne adfærd har indflydelse på den øgede forekomst af nærsynethed. Studiet har været omtalt i Oftalmologisk Tidsskrift i maj 2024.
Siden da har forskergruppen sadlet om og inddraget tværfaglige perspektiver.
Kohortestudiet inddrager nu også Børne- og Ungdomspsykiatrien ved Sygehus Sønderjylland og Syddansk Universitet samt Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i Aarhus. Foruden det oprindelige fokus på nærsynethed har studie fået tilføjet to yderligere to arbejdspakker med fokus på kognition, læring og trivsel.
”Ikke alle er klar over, at der kan være en mulig forbindelse mellem nærsynethed og skærmforbrug, og de nye samarbejdspartnere var meget interesserede i vores hypotese. De to ekstra arbejdspakker i studiet handler også om skærmbrug, blot fra en psykologisk og pædagogisk vinkel,”siger øjenlæge Marianne Juul-Dam fra Sygehus Lillebælt.
Hun er tovholder på projektet, som udgør en del af hendes ph.d.
(Læs mere om alle tre arbejdspakker/søjler længere nede)
Mangler tal om skærme og sundhed
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde igen med skærmforbrug er baseret på undersøgelser, som viser overhyppighed af mistrivsel blandt børn med højt skærmbrug. Der kan dog på baggrund af den eksisterende evidens ikke med sikkerhed identificeres en årsagssammenhæng, mener Marianne Juul-Dam. Med det nye studie ønsker hun at bidrage med objektive målinger på området. Marianne Juul-Dams forskning er blevet mødt med stor interesse – også i den brede offentlighed.
Den øjefaglige del af kohortestudiet har været del af Region Syddanmarks såkaldte forskerkonkurrence ’Et Sundere Syddanmark’. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som har til formål at engagere regionens borgere i sundhedsforskning. Det sker blandt andet ved, at de aktuelle forskningsprojekter formidles via sociale medier og på regional-TV. Det er borgerne, der til sidst skal stemme om, hvilke projekter, der skal have en førstepræmie på én million kroner, en andenpræmie på 600.000 kroner og en tredjepræmie på 400.000 kroner.
Vinderne findes ved en SMS-afstemning, hvor borgerne udvælger de tre forskningsprojekter, de vurderer mest relevante, aktuelle og inddragende.
De tre øverst placerede studier i år handlede om nærsynethed, gigt og psykiatri. Det blev gigt-studiet, der vandt førstepladsen.
En andenplads til øjenlægerne
TV2 SYD oplyste en forkert SMS-kode på TV til de borgere, der havde ønsket at stemme på øjenstudiet. Det ændrede dog ikke på, at studiet om nærsynethed, der repræsenterede Sygehus Lillebælt, fik en flot andenplads, og modtog 600.000 kroner. Det er ikke oplyst af TV-stationerne, hvor mange der har stemt, og hvor mange stemmer det enkelte projekt modtog.
Oftalmologisk Tidsskrift: Det kan lyde ret X-Faktor-agtigt, hvis man er en seriøs forsker?
”At skabe opmærksomhed omkring projektet gennem en konkurrence var noget ganske andet end den klassiske fondsansøgning. Særlig fordi jeg ikke tidligere har været en aktiv bruger af sociale medier. Det er dog ikke ofte, at man har en chance for at vinde en million kroner til forskning, og vi synes, at problemstillingen om nærsynethed blandt skolebørn var godt egnet til konceptet,” siger Marianne Juul-Dam.
Hun håber, at deltagelsen kan skabe opmærksomhed omkring nærsynethed generelt. Derudover håber hun, at medieopmærksomheden kan få positiv indflydelse på den praktiske gennemførelse af studiet ude på de skoler i regionen, hvor 900 børn skal deltage i studiet og bære specialbrillen Clouclip.
”Jeg har udelukkende fået positiv tilbagemelding på deltagelsen fra folk på gaden, patienter, optikere, patientforeninger og kollegaer,” siger Marianne Juul-Dam.
De tre søjler
De tre søjler i kohorte-studiet 'SCOPES: School cohort on Cognition, Outdoor Patterns, Eye health and Screen use in Denmark'
Første søjle: ”Synsudvikling”, Øjenafdelingen Vejle Sygehus, SLB Lillebælt
En udbredt hypotese er, at en øget mængde nærarbejde, herunder skærmbrug, disponerer til udvikling af nærsynethed. Desuden er det vist, at udendørstid beskytter mod udvikling af nærsynethed. Der mangler dog solide studier, der detaljeret kan afklare samspillet mellem de to faktorer. Med et nyudviklet device, Clouclip, kan forskerne måle begge faktorer samtidig.
Det er uvist, hvor hyppigt nærsynethed optræder hos børn i folkeskolealderen, og hvor mange børn, der bliver nærsynede i løbet af deres folkeskoletid. Derfor ønsker forskerne også at undersøge forekomsten af nærsynethed blandt danske skolebørn og fastslå, om adfærdsændringer i forhold til nærarbejde og udendørstid kan reducere udviklingen af nærsynethed.
Anden søjle: ”Kogntion og psykiatriske symptomer”, Børne- og Ungdomspsykiatrien ved Sygehus Sønderjylland
Aktuel forskning tyder på, at der er behov for studier, som undersøger,hvordan forskelligt skærmindhold muligvis kan påvirke kognitive funktioner og bidrage til stigningen af ADHD-lignende symptomer hos børn. Derfor skal projektet undersøge sammenhængen mellem skærmtid og forskelligt skærmindhold og børns koncentration, impulshæmning og ADHD-symptomer nu og over tid.
Tredje søjle: ”Læring og trivsel”, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse
Det er uklart om øjentræthed og kognitive mønstre har direkte afsmitning på folkeskoleelevers evne til selvstændig leg eller på frustrationstolerancen i mødet med ’kedelig’ tekstlæsning. I projektet undersøges disse mulige sammenhænge ved at sammenholde bevægelses- og kognitionsdata med praktisk adfærd og kognitive målinger af eksempelvis læringsmønstre og selvdistraktion i skolen. Den isolerede effekt fra skærme adskilles i projektet fra resten af hverdagsmiljøet for at forstå de enkelte faktorers påvirkninger på børns udvikling i de kritiske skoleår.
Kilde: Marianne Juul-Dam
