Grå stær-patienter foretrækker generelt at få begge øjne opereret samme dag
Grå stær-kirurgi foretaget i begge øjne på én gang kan være forbundet med færre konsultationer og hurtigere synsrehabilitering, og det øger patienternes tilfredshed, vurderer forskere bag enkeltcenter-surveystudie foretaget blandt knap 100 patienter.
Målet med studiet var at sammenligne patientrapporterede outcomes forbundet med umiddelbar sekventiel grå stær-kirurgi versus grå stær-kirurgi, hvor der bliver indlagt en forsinkelse mellem indgrebene i patientens øjne, typisk på 14 dage.
Jakob Bjerager, H-læge på Afdelingen for Øjensygdomme ved Rigshospitalet, har analyseret data fra studiet. Han finder det særligt interessant, at størstedelen af de patienter, som blev opereret på samme dag, var yderst tilfredse med forløbet. De ville vælge fremgangsmåden igen, og ville anbefale den til andre, mens færre patienter i den forskudte operationsgruppe var meget tilfredse.
”Det er formentligt fordi, at det er nemmere at få klaret det hele på én gang. Det medfører færre sygehusbesøg med ledsager, som skal have fri fra arbejde og lignende, og det medfører kortere rehabilitering. Næsten alle vil opleve at få et godt syn og samsyn få dage efter operationerne, mens den forskudte gruppe kan opleve synsgener grundet billedforskel mellem øjnene, før det andet øje er opereret,” siger han.
Patienterne fra Rigshospitalet (henholdsvis 51 og 47 i de respektive grupper) udfyldte både et Catquest-7SF spørgeskema op til, en uge efter og tre måneder efter indgrebet. Der var ingen forskel på grupperne i patientrapporteret outcome af indgrebet (p ≥ 0,424), men både en uge og tre måneder efter indgrebet var der en signifikant forhøjet proportion af meget tilfredse patienter (94,1 procent i begge tidsintervaller) blandt gruppen, der blev opereret i begge øjne samme dag. I gruppen, hvor der var indlagt et interval mellem de to indgreb, var andelen af meget tilfredse patienter 55,3 procent efter én uge og 63,8 procent efter en måned. Der var ingen forskel i oplevet synsmæssig gevinst af operationerne i de to grupper målt efter sidste operation.
Forbigående ulemper
Mads Assenholt, I-læge på Øjenafdelingen, Sjællands Universitetshospital, er førsteforfatter på studiet, og tilføjer:
”En forbigående ulempe ved sammedags-operationer kan dog være et øget behov for praktisk hjælp i dagene efter operation, hvis postoperativ hævelse af hornhinden og inflammation i øjet gør synet meget sløret på begge øjne. Den eneste patient i sammedags-gruppen, som ikke var yderst tilfreds, fremhævede netop dette som et minus. Vedkommende var overrasket over meget sløret syn i tre dage, og havde brug for hjælp til indkøb i perioden,” siger han.
Mads Assenholt bemærker også, at en mindre andel af patienterne, som fik forskudte operationer, fremhævede en følelse af tryghed ved kun at blive opereret på ét øje ad gangen, og dermed altid have ét øje med et rimeligt syn.
”Derfor er den traditionelle tilgang med forskudte operationer stadig relevant for nogle patienter, hvilket ikke bør overses,” siger Mads Assenholt.
Enkeltoperationer foretages fortsat
Region Midtjylland har i foråret 2024 introduceret dobbeltoperation samme dag for grå stær, hvilket betyder, at denne type operation nu anvendes i alle dele af landet, bortset fra i Region Nordjylland.
”Vi observerer erfaringerne fra regionerne, som tilbyder sammedags gråstær-operationer aktivt. På øjenafdelingen i Aalborg udføres grå stær-operation på begge øjne i samme seance fortsat kun, når patienten skal i helbedøvelse,” skriver cheflæge Priya S. Pedersen fra Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital i en mail til Oftalmologisk Tidsskrift. Hun afviser dog ikke, at man også i Nordjylland vil introducere sammedags-operationer i højere grad.
Ekspert og pioner på området, ledende overlæge Lars Holm fra Afdeling for Øjensygdomme ved Rigshospitalet, der også er medforfatter på det aktuelle survey-studie, vurderer dog, at loftet for dobbeltoperationer på Rigshospitalet vil forblive på omkring 60 procent. Det skyldes blandt andet afdelingens uddannelsesmæssige forpligtelse til at oplære yngre øjenkirurger, som kun foretager enkeltoperationer.