
Danske real world-data udfordrer behandlingen af patienter med våd AMD
En real-world-undersøgelse fra Rigshospitalet tyder på, at behandling med Vabysmo (faricimab) kan reducere behandlingsbyrden efter behandlingsstart betydeligt for patienter med våd AMD. Studiet lægger op til, at man gentænker, hvordan hospitalsøjenlæger optimalt planlægger kontroller.
Det danske retrospektive kohortestudie er offentliggjort i Ophthalmology and Therapy.
”Resultaterne kan få betydning for opfølgningsstrategien efter behandlingsstart. Vores data tyder på, at et rutinemæssigt kontrolbesøg fire uger efter loading-forløbet muligvis ikke er nødvendigt for mange patienter. En kontrol efter otte uger kan være tilstrækkeligt,” siger studiets førsteforfatter, Leyla Turan, som er afdelingslæge på Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet.
Efter opstartsbehandlingen (loading-dosis) var det mediane injektionsfrie interval 15,0 uger (95 % CI 13,1–16,6) i 827 øjne hos 742 patienter. De estimerede sandsynligheder for at forblive injektionsfri efter henholdsvis fire og 24 uger var henholdsvis 90,9 procent og 29,4 procent. Efter 180 dage var 28,4 procent (n = 235) af øjnene fortsat injektionsfri, og 21,6 procent (n = 179) var blevet afsluttet fra hospitalsbaseret behandling.
Fra fire til otte ugers kontrol
Leyla Turans kollega og seniorforfatter, konstitueret overlæge Miklos Schneider kalder det et stort resultat, der er positivt for patienterne.
”Et resultat som det her kalder på, at man gentænker, hvordan vi som hospitalsøjenlæger planlægger kontroller til patienter med våd AMD. Vi er her på Rigshospitalet gået væk fra fire ugers kontrol og venter nu otte uger til, at vi ser patienten igen efter opstartsbehandlingen. De her data giver opbakning til denne praksis,” siger Miklos Schneider.
Ud over den lange behandlingsvarighed viste studiet også en positiv effekt på synet. Fire uger efter den tredje injektion havde 42,6 procent af øjnene opnået en forbedring i den bedst korrigerede synsstyrke, mens 46,3 procent var stabile. Kun 11,1 procent oplevede en forværring.
I gennemsnit forbedredes synet svarende til omkring fire ETDRS-bogstaver, hvilket var statistisk signifikant.
Efterspørger sammenligning
På Rigshospitalet anvender man i dag primært Eylea (aflibercept 8 mg) som førstevalg, men da øjenafdelingen gav præparatet til de patienter, der er inkluderet i studiet, var faricimab stadig førstevalg, og aflibercept 8mg kom først på markedet en smule senere, forklarer Miklos Schneider.
”Grunden til, at vi senere gik videre med aflibercept 8mg som førstevalg var, at det fandtes i forud fyldte sprøjter, hvilket faricimab ikke gjorde. Valget havde altså ikke noget med selve lægemidlet at gøre, det var primært en logistisk overvejelse,” siger han.
Miklos Schneider tilføjer, at begge præparater nu findes i forud fyldte sprøjter.
Også aflibercept 8 mg har vist tendenser, der peger i retning af mindre behandlingsbyrde for patienter med våd AMD, fremgår det af et studie fra Afdeling for Øjensygdomme, Aalborg Universitetshospital.
Andelen af øjne på korte intervaller (tre-fem uger) blev reduceret fra 46 procent til 18 procent efter skift til aflibercept 8 mg. Patienterne oplevede således en forlængelse af deres injektionssinterval på op til 2,5 uger i dette real world-studie.
Miklos Schneider er bekendt med forskningen lavet af kollegerne i Nordjylland. Han kunne som næste skridt ønske sig at lave et komparativt studie, hvor man sammenligner effekten af aflibercept 8mg med faricimab.
”Vi har her på Rigshospitalet hands on erfaring med begge præparater. Derfor ville det give god mening at sammenligne de to præparater på tidspunkt. Men et sådant studie vil kræve en del ressourcer af afdelingen, så det er stadig i pipeline,” siger han.
Atypisk Medicinråds-anbefaling
Miklos Schneider synes godt om den valgfrihed, der er for den enkelte region, når det kommer til at vælge anti-VEFG-behandling til våd AMD. Medicinrådet anbefaler – ud over faricimab – aflibercept 2mg, aflibercept 8 mg og Lucentis (ranibizumab) og det er op til den enkelte region, hvilket af de tre produkter, man vil bruge.
”Interne regionale forhold gør, at vi med dette præparat har sat regionerne fri til at træffe den beslutning, der er mest rigtig for dem,” sagde farmakologen Hanne Rolighed Christensen fra Medicinrådet til Oftalmologisk Tidsskrift i 2023, da faricimab blev indplaceret i vejledningen.
Medicinrådet anbefaler også, at mindst 70 procent af patienter behandles med det af de tre ligestillede lægemidler, den enkelte region vurderer, er forbundet med de laveste omkostninger.
Miklos Schneider vurderer ikke, at et af de tre præparater på et tidspunkt kommer til at stå som et entydigt førstevalg på bekostning af de øvrige.
”Vi har gode erfaringer med alle præparaterne.” siger han, og han ønsker at rangere præparaterne.
Hensyn til patienter og personale
Cheflæge Rune Salling Holmbjørn fra Afdeling for Øjensygdomme, Rigshospitalet vurderer, at atypiske anbefalinger kan være dilemmafyldte, da en klar anbefaling fjerner beslutningspres fra den enkelte afdeling. Omvendt begrænser en klar anbefaling den mulighed, at klinikken kan designe sit eget setup bedst muligt ud fra de hensyn, der gør sig gældende på den enkelte afdeling.
Hvad våd AMD angår, er hans afdeling glad for at have valgmulighederne, tilføjer han.
”Valget, vi har taget, er taget ud fra hensyn til økonomi og effekt, men også varighed af behandling og arbejdsmiljø. Ved længerevarende effekt generes patienterne mindst muligt med at skulle modtage behandling og kan leve et friere liv og presset på de behandlende afsnit lettes.”
Derudover har det betydning, hvordan håndteringen af produktet er for den enkelte medarbejder, vurderer Rune Salling Holmbjørn.
”Det kan være kvaliteten af sprøjten og nålen og den slags. Det er bare meget sværere at måle på,” siger han.
Fakta: Aktuelle førstevalg til behandling af våd AMD
Rigshospitalet: aflibercept 8mg
Sjællands Universitetshospital: faricimab
Odense Universitetshospital: aflibercept 8mg
Aarhus Universitetshospital: aflibercept 8mg
Aalborg Universitetshospital: aflibercept
Kilder: Øjenafdelingernes ledelser
